Hvorfor undervise undenfor i naturen?
Undervisning og aktiviteter udenfor i naturen kan både være opmærksomhedsfangende - og lidt skræmmende....

Hvorfor undervise udenfor i naturen?

Indledning:                                                                   side 3

 

Med Grundtvig ud i det grønne…                            side 4

 

Med Løgstrup kommer etikken på banen…           side 17

 

Tolle og glæden ved at være…                                 side 23

 

Øvelser i friluftslivsfilosofi                                         side 29

 

Konklusion                                                                   side 31

 

Kilder                                                                            side 32

 

 
 
  

 

Indledning

 

Dette er et kompendium i friluftslivets teori, et kompendium i betydningen "kortfattet lærebog" eller "forelæsningsnotat". Det er altså ikke en samling af tekster, som jeg har fundet forskellige steder, men en tekst, som jeg selv har skrevet, på baggrund af inspiration fra flere forskellige filosofiske tekster.

 

Meningen med dette skrift er således at give et filosofisk begrundet bud på, hvorfor det kan være godt og værdifuldt at lave undervisning ude i naturen. 


Et bud, der gerne skulle være så klart, omfattende og inspirerende, at det kan brugs som en slags overordnet teori bag friluftsliv og udeskole - en anden slags teori end teorien bag forskellige færdigheder, teknikker eller praktiske håndelag.


Men ligesom dem skulle den gerne lægge op til praksis, om end måske nok en anden slags praksis, der mere har fokus på det almindelige (det alle kan) end på det specielle (det, der kræver særlige evner og færdigheder), mere har fokus på oplevelsen af natur end på oplevelsen i natur og på en måde - men ikke kun! - mere har fokus på udvikling af bevidsthed end på udvikling af krop.

 

I filosofien spiller undren og spørgsmål en afgørende rolle. Dette er et forsøg på at skrive og udgive noget, der stiller spørgsmål til faget friluftsliv, til det at være ude i naturen og lave forskellige aktiviteter - og som forsøger at give nogle tankevækkende, sammenhængende og ikke-banale svar på spørgsmål som:

 

Hvad er det særlige ved friluftsliv?

Hvad er det, det at være derude gør ved os mennesker?

Hvorfor bliver man ofte oplivet og forfrisket af at være ude i naturen?

Hvordan kan det være, at nogle mennesker ikke får noget videre ud af naturen?

 

For at få nogle gode svar på spørgsmål som disse har jeg valgt at bruge 3 af de filosoffer, som jeg kender bedst og har mest respekt for - bl.a. af den grund, at de hver for sig har tænkt tanker, som har ændret mit (og mange andres) liv: Grundtvig, K.E. Løgstrup og Eckhart Tolle.


Og så har de alle nogle originale tanker om, hvad det er, naturen kan gøre ved vores bevidsthed, og hvad bevidsthed i det hele taget er for noget.

 

Men noget af det vigtigste i filosofi er jo at tænke selv, at tænke efter. Derfor har jeg prøvet at indlægge nogle spørgsmål i teksten, som man kan vælge at bruge som inspiration til at tænke efter og formulere, hvad man selv mener om tingene, inden man læser videre.


Alt i alt håber og tror jeg, at det altsammen kan være med til at gøre os klogere på, hvad der kan være meningen med at have sådan noget som friluftsliv i skolen - sådan at vi alle kan blive bedre til at svare på det helt grundlæggende spørgsmål indenfor friluftslivets didaktik:

 

Hvorfor undervise i friluftsliv?

 

 

Kapitel 1

- med Grundtvig ud i det grønne…

 

Grundtvig er med her i sin egenskab af filosof, hvilket han faktisk også var - den danske fagfilosof Peter Kemp nævner ham endda i forbindelse med store filosoffer som Rousseau og Marx. I hvert fald havde han nogle tanker, der kan danne baggrund for en sammenhængende naturpædagogik. Disse tanker har jeg brugt som grundlæggende inspiration for at lave en teoretisk model, som jeg vil fremlægge og gennemgå her. Jeg vil ikke påstå, at denne model i et og alt er i overensstemmelse med Grundtvis syn på sagerne, men det er heller ikke det væsentlige for mig: Dette er ikke en afhandling om Grundtvigs menneske- og natursyn, men et forsøg på at bruge hans tanker som inspiration for at formulere et bud på en friluftslivsfilosofi.

---

Hvorfor er det nu lige, at det skulle være så godt at begive sig ud i naturen og opholde sig der?

Hvad er den særlige kvalitet ved det?

---

Jeg vil hævde, at det gode ved friluftsliv er, at det gør noget godt ved vores bevidsthed, noget godt, som man ikke kan få i tilsvarende kvalitet og omfang andre steder, altså f.eks. foran en computer. At være derude, i den ydre natur, giver os et gode, som er af afgørende betydning for vores indre natur. Om det ligefrem gør os til bedre mennesker, sådan moralsk set, kan diskuteres - derimod er der næppe tvivl om, at det gør os til lykkeligere mennesker: Naturen gør med sin rigdom af farver, former og intellektualitet et eller andet ved vores bevidsthed, som er lægende, oplivende og inspirerende.

---

Men hvad er det ved naturen, der gør, at den gør dette ved os?

---

 

Her er det, at jeg gerne vil bringe Grundtvig på banen. I Grundtvigs verden findes der nemlig ånd - hvilket der oftest ikke gør i det post-moderne menneskes verden, hvilket jo for så vidt kan være godt nok, hvis ikke lige det var fordi, vi tilsyneladende alligevel har brug for ånd. Men hvad er ånd? I denne sammenhæng er ånd energi, livs-kraft eller skabe-kraft. Man kan også udtrykke det sådan, at ånd er stoffets skjulte partner: ånd og stof hører sammen og eksisterer i en levende vekselvirkning med hinanden. Det kan man tegne sådan her:

 

     STOF ----------------------------------------- ÅND  

Naturen er således ligeså fyldt med ånd, som den er fyldt med stof. Vi kan bare ikke direkte sanse ånden, som vi kan sanse stoffet. Det lyder måske mystisk, men det er dog ikke mere fjernt fra vor tid, end at den moderne naturvidenskab også snakker om energi og om stof - og om energi som noget, der erkendes ved sin evne til at gøre en indvirkning på stoffet. Forskellen er bare, at energi i naturvidenskabelig betydning ikke har noget skabende, noget guddommeligt i sig - og det er netop det særlige ved ånden, at den er en skabende livskraft af guddommelig oprindelse. Og hvad har det så alt sammen med naturoplevelser at gøre? Pointen er, at man ved at opholde sig i naturen kommer mere i kontakt med denne oplivende og inspirerende ånd, end man gør ved at opholde sig i menneskeskabte omgivelser - og at vi i selve vores natur har brug for denne ånd og dens opladende virkning på hele vores system.

 

Det er karakteristisk for naturen som omgivelse, at den er meget meget mere kompliceret og detaljeret - har en meget større dybde - end menneskeskabte omgivelser har. Der er langt mere at se og sanse i naturen (forudsat at man har øje for det, ganske vist) end i kulturen, og det man sanser i naturen har alt andet lige en mere lykkelig indvirkning på vores bevidsthed: Det er derfor, man oftest kommer opstemt og opladet hjem fra en tur i naturen, mens man risikerer at komme nedstemt og afladet hjem fra en tur i et indkøbscenter, en biograf eller andre kulturomgivelser.

 

Naturen som omgivelse er  - selv i gråvejr og alm. dansk kulturlandsskabsstandard - præget af en forbløffende skønhed i farver, former og tekniske detaljer. Forbløffende i hvert fald, hvis man vælger at betragte hele herligheden som et produkt af tilfældige kemiske ændringer i generne, sorteret af en nådesløs kamp om overlevelse og formering. Knapt så forbløffende, hvis man ser naturens skønhed og tekniske genialitet som et produkt af en bevidst, velvillig skabelse - som et produkt af ånd, for nu at vende tilbage til det begreb. Og det er netop pointen i at snakke om ånd i en friluftslivsfilosofi: Ved at være ude i naturen, ved at være omgivet af natur, så kan man ikke undgå at blive påvirket af naturens ånd, hvilket altså her vil sige dens skønhed og intellektualitet. Hvad enten man vil eller ej, så er det sværere at være forbenet materialist - eller inkarneret pessimist - når man er omgivet og påvirket af naturens sublime kunstneriske og tekniske detaljer. Jeg er ikke selv religiøs; desværre så tror jeg dybest set ikke på noget, jeg ikke har oplevet som realistisk virkelighed - jeg forlader mig i hvert fald ikke på andet. Men når jeg er ude i naturen bliver jeg så påvirket af de sanseindtryk, den giver mig, at jeg finder det meget mere sandsynligt, at hele herligheden er skabt af en overlegen intelligens, til glæde og velsignelse, end at samme herlighed er skabt af tilfældigheder og blinde naturlove, til smerte og kamp for overlevelse.

---

Hvis der ikke er ånd i naturen, hvad er det så, der holder sammen på den?

---

Det er altså min oplevelse og påstand, at der noget i naturen, som gør noget godt ved os og som man passende kunne kalde for ånd, i betydningen skabende kraft - hvadenten man så tror på Vorherre eller ej. Men hvordan forklarer man så, hvad det er, denne påståede ånd gør ved vores bevidsthed? Her vil jeg igen bringe Grundtvig på banen. I Grundtvigs filosofi var grundlaget - så at sige - en levende vekselvirkning mellem stof og ånd. Oven på eller ud af denne vekselvirkning udvikler der sig så noget tredje: bevidstheden. Det kan man tegne på denne måde:

 

 

                            BEVIDSTHED

                                       

                               

 

 

 

  STOF------------------------------------------ÅND

 

 

Bevidstheden er et historisk produkt af vekselvirkningen mellem stof og ånd. Stof og ånd findes overalt i naturen, men bevidsthed i betydningen selv-bevidsthed er noget særligt for mennesker. På den måde ender Grundtvig med at have et trekantet syn på mennesket: Vi består af stof, ånd og selvbevidsthed (fremover blot kaldet bevidsthed).

---

Men hvorfor skelner han mellem ånd og bevidsthed - er det ikke to ord for det samme?                        

---

 

Nej, for ånden er noget meget større, ældre og ufatteligere end bevidstheden (som jeg har prøvet at skildre den ovenfor), og hvis man kommer til at blande dem sammen, risikerer man at komme til at tro alt for meget om sig selv og sin bevidsthed og ende i et helt urealistisk forhold til sig selv og verden. Man bliver det, C.G. Jung kaldte opblæst eller inflateret, men det er en anden sag. Sagen her er, at den guddommelige ånd blæser igennem og omkring os, og på sin vej op gennem historien efterhånden har udviklet den menneskelige selvbevidsthed og skabt sådan nogen som os.Vi er altså for Grundtvig karakteriserede ved at bestå af hele tre ting (stof, ånd og bevidsthed) og ikke bare to ting (stof og bevidsthed) eller kun en ting (stof), som andre filosoffer vil påstå. Jeg er tilbøjelig til at holde med Grundtvig i, at vi er 3-dimentionelle væsener, fordi denne model af mennesket er mere rummelig end de to andre (de med at vi er 2 eller 1-dimensionelle) og fordi den forklarer nogle ting i forbindelse med naturoplevelser bedre, som jeg vil komme tilbage til.

Nu er jeg foreløbig i gang med at forklare, hvad det er, ånden i naturen gør ved vores bevidsthed. Men for at forklare det, må jeg først forklare, hvad bevidsthed er ifølge Grundtvig. Interessant nok, så er også vores bevidsthed trekantet, forstået på den måde at den består af 3 ting: Følelse, forstand og fantasi. For at forklare, hvad de tre ting står for, må jeg igen først forklare, hvordan bevidstheden opstår.

 

Det grundlæggende i bevidstheden er selv-følelsen. Det er evnen til at føle sig selv, den følelsesmæssige oplevelse af sig selv som en afgrænset helhed. Hvordan får man så sådan en følelsesmæssig helhedsoplevelse af sig selv? Selv om det måske lyder indtil nu lyder meget abstrakt, så er Grundtvig meget konkret i sin tænkning her. Det er nemlig sådan, at et lille barn får en følelsesmæssig helhedsoplevelse af sig selv på det stadie, hvor det med sin hånd med vilje kan føle på hele sin krop: Når man vha. den udviklede følelse i sin hånd har udforsket hele sin krops overflade og det går op for en, at arme, ben, hoved og det hele hænger sammen i én stor helhed, som er en selv (og ikke ens mor), så er ens selv-følelse grundlagt. Og dermed er det første hjørne af bevidsthedens trekant grundlagt.

 

Når man får en tilsvarende visuel oplevelse af, at alle ens lemmer hænger sammen i en helhed og at denne helhed virkelig er mig (man ser sig i et spejl og opdager, at det hele hænger sammen og alt sammen er mig) så har man grundlagt den anden sansemæssige helhedsoplevelse af sig selv, den Grundtvig kalder for fantasien.

 

Endelig kommer der et tidspunkt, hvor man ud over disse helhedsoplevelser af sig selv får udviklet evnen til at sætte ord på sine oplevelser - og dermed til at sætte et lydligt udtryk på oplevelsen af sig selv: Man kan sige "jeg" (interessant nok opererer Grundtvig dog ikke med noget særskildt jeg i sin bevidsthedsmodel!) Dermed er det sidste aspekt eller hjørne af bevidstheden grundlagt - det Grundtvig kalder for forstanden.

Når man skal tegne det, kommer det til at se sådan ud:

 

                             HØRESANSEN

                                FORSTAND

 

 

 

 

 

 

     FANTASI                                       FØLELSE

  SYNSSANSEN                                FØLESANSEN

 

På tegningen kan man se, at de tre aspekter af bevidstheden er tegnet inde i trekanten (hvis ellers at jeg kunne finde ud af at tegne det i det her program...) Det skal illustrere, at de så at sige er indre dele af bevidstheden. Bevidstheden har også nogle ydre dele, og det er de 3 sanser: følesanse, synssansen og høresansen. Det skal forstås på den måde, som jeg også har forsøgt at tegne, at følelserne er den indre side af følesansen (som her også omfatter lugt og smag), fantasien er den indre side af synssansen og forstanden er den indre side af høresansen.

 

Og hvilken betydning har det så? Jo, det har den betydning, at indholdet af vores bevidsthed ikke kommer af ingenting, men af de 3 ydre dele af bevidstheden, af de sansemæssige oplevelser. Min følelsesevne er præcis så stor, som jeg har konkrete sansemæssige følelsesoplevelser til: Jo mere jeg haft noget i hånden, lugtet til det og smagt på det (eller kysset det!), jo flere følelser har jeg for det. Jo flere synsoplevelser jeg har, jo rigere er min fantasi. Og jo flere ord jeg har hørt, jo fyldigere er min forstand - ja forstanden er jo simpelthen den indre side af høresansen.

 

Og nu skulle jeg omsider være i stand til at give en forklaring på, hvad det er, ånden i naturen gør ved vores bevidsthed - hvorfor det har så stor betydning for mennesket at få sansemæssige oplevelser i naturen. Svaret er, at disse sansemæssige oplevelser ganske bogstaveligt fylder vores bevidsthed med skønhed og intellektualitet, fordi disse to ting netop er åndens mærke i stoffet: Naturens stof er præget af skønhed og intellektualitet i form af den geniale teknik i dens levende organismer. Hvis vi altså forestiller os et menneske (A), der har haft mange naturoplevelser, og sammenligner det med et andret menneske (B), der har haft færre naturoplevelser, så skulle ifølge denne teori A's bevidsthed være præget af 1) mere behagelige følelser og 2) flere og større følelse for natur, sammenlignet med B. De mere behagelige følelser (i mangel af bedre ord) mener jeg at have forklaret ovenfor og det med de flere følelser for natur skulle være en følge af, at jo mere man har følt noget, jo mere føler man for det - hvad enten "det" så er børn, kærester eller naturen som sådan.

 

Det sidste forklarer også, hvorfor mange moderne mennesker ikke synes at have nogen særlige følelser for naturen (men nok for mennesker, tøj, mad ol.) og ikke føler sig specielt tilskyndede til at gøre noget for bevarelsen af dens mangfoldighed, renhed eller tilgængelighed. Det er simplethen fordi, de ikke (især som børn) har følt naturen helt tæt på, med deres nær-sanser: lugt, smag og følelse og følgelig ikke har fået dannet nogle følelser for naturen i deres bevidsthed. Naturen fylder ganske bogstaveligt ikke noget særligt i deres bevidsthed og derfor gør de naturligt nok ikke noget særligt for at opleve eller bevare den.

 

Denne model kan også forklare, hvorfor det ikke nytter så meget, at man fylder elevers og andre folks bevidstheder med  ord om, hvordan naturen fungerer, ord om, hvor værdifuld naturen er og ord om, hvor sundt og godt det er at være ude i den. Disse ord er jo lydlige sanseindtryk, der nok når ind i bevidstheden, men ind i den del af den, der er den indre side af høresansen, nemlig forstanden.  Derved opnår man i heldigste fald at fylde forstanden op med ord og begreber om natur - men ord og begreber om natur er jo netop ikke det samme som følelser for naturen, og når det kommer til stykket, så er det vores følelser for noget, der får os til at handle: hvis man ikke føler noget for et noget, så gør man heller ikke noget for dette noget, uanset hvor meget forstanden så end siger af ord om det.

 

Derfor må det være en konsekvens af denne friluftslivsfilosofi, at man kun kan få mennesker til at fatte kærlighed for naturoplevelser ved at tage dem med ud i naturen, så deres følelses-genererende sanser (lugt, smag og berøring) kan komme i kontakt med naturen og kanalisere oplevelsen af den ind i følelsesdelen af bevidstheden. Der er næppe mange friluftslivsfolk, der vil være uenige i dette synspunkt, men jeg synes, at denne grundtvigske model giver en ualmindeligt god teoretisk begrundelse for synspunktet.

 

Endvidere kan den forklare, hvorfor det, selvom man tager folk med ud i naturen og tilbyder dem en masse sanselige oplevelser, alligevel ikke altid lykkes at etablere en kontakt mellem dem og naturen derude; det er lige som om, at nogen ikke har sans for naturen, men kun sanser hinanden eller noget inde i deres egen bevidsthed. Hvordan kan det være, at naturen ikke formår at fange deres opmærksomhed? Ud fra denne model er svaret, at deres opmærksomhed allerede er fanget - og det i en grad, så det kan kræve ekstreme aktiviteter (så som ekstremsport) at få den frigjort! Og det, deres opmærksomhed er fanget af, det er sandsynligvis den del af bevidstheden, som Grundtvig kaldte forstanden, og som med et moderne billede passende kan kaldes den indre radio. Det er den del af bevidstheden, som består af lyde, af ord (den indre side af høresansen), altså den del af vores bevidsthed, der hele tiden snakker løs, mere (Program 1!) eller mindre (program 3?) sammenhængende og seriøst. Det ser ud til, at de fleste moderne mennesker har en indre stemme, der stort set hele tiden snakker løs og kommenterer, spekulerer og analyserer.

---

Eller hvad? Har du sådan en indre stemme?Hvor meget fylder den i bevidstheden?

---

Det er der ikke i sig selv noget galt i - tværtimod er det jo denne indre stemme, der gør os til forstandige væsener, der kan sætte ord og begreber på tingene og på denne måde få et helt anderledes effektivt greb om dem, end de væsener (dyrene), der ikke har noget sprog, kan. Det er denne forstand, der gør, at vi kan formulere os om os selv, hinanden og den verden, vi lever i, og i det hele taget opbygge en menneskelig kultur.

 

Derfor er skolesystemet også i høj grad opbygget på at træne forstanden op, på at fylde bevidstheden med ord, lige fra ABC til ord som "Bæredygtig udvikling", "regel-etik" og ""fotosyntese" - hvilket jo stort set alt sammen er udmærket og et nødvendigt fundament for at kunne begå og udvikle sig i et moderne samfund.

 

Problemet er bare, at når vi en gang imellem forlader kulturen for at gå ud og opleve naturen, så følger denne indre stemme jo med, ja, den ikke alene følger med, den fortsætter så at sige med at kværne løs som en radio, man ikke kan finde ud af at slukke for. Og det er denne stadige kværnen, der fanger og fastholder opmærksomheden, så der ikke bliver nok opmærksomhed tilbage til at lade sig fange af naturens ellers i sig selv facinerende fænomener. På den måde bliver man fanget og fastholdt i sin egen bevidsthed, og dermed langt hen ad vejen afskåret fra  den oplivende og opladende kontakt med naturen (s ånd), jeg tidligere har forsøgt at beskrive.

---

Hvad skal der til, før du får ro i sindet og kan være fuldt nærværende derude?

---

 

Inden jeg giver et bud på, hvordan man trods denne indre radio kan få frigjort noget mere opmærksomhed til sansning af naturen, vil jeg lige tegne den grundtvigske model op igen, denne gang som 2 trekanter:

 

 

                                FORSTAND

 

 

 

 

 

 

              FANTASI                       FØLELSE

                              BEVIDSTHED

 

 

 

 

 

 

 

     STOF                                                   ÅND

 

I den øveste trekant, den der symboliserer bevidstheden, mangler der endnu et element, som vi skal bruge for at forstå, hvordan bevidstheden fungerer ifølge Grundtvig. Dette element er det, han kalder for fornuften. Og hvad er så fornuften for noget? For Grundtvig er fornuften kort sagt bevidsthedens hånd, bevidsthedens handleevne. De tre andre dele af bevidstheden, som jeg indtil nu har brugt, er bevidsthedens sanseevner: forstanden som den indre hørelse, fantasien som det indre syn og følelsen som den indre følelse. Altsammen passive, registrerende elementer af bevidstheden. I modsætning hertil er fornuften en aktiv, handlende del af bevidstheden - den hånd, der kan begribe, behandle og håndtere ting i bevidstheden (tanker, billeder og følelser) på samme måde som den fysiske hånd kan gribe, behandle og håndtere ting i den ydre verden. Hvis man skal forsøge at tegne dette, kan man gøre det ved at placere fornuften midt i bevidstheden:

 

 

 

                               FORSTAND

 

 

 

                                FORNUFT

 

 

 

 

        FANTASI                                          FØLELSE  

 

 

Fornuften er altså evnen til at tænke, forstået på den måde, at man med den kan kontrollere sine tanker (de strømme af ord, som forstanden producerer) og sætte dem sammen på nye og personlige måder. Men også helst forstået på den måde, at man med den kan standse sine tanker, få dem til at falde til ro, så ens bevidsthed kan blive fyldt med andet end ord. For eksempel blive fyldt med sanseindtryk fra naturen.

 

Så svaret på, hvordan man kan hjælpe folk til at få nogle bedre (i betydningen klarere, dybere og mere nuancerede) naturoplevelser er sådan set: Appeler til fornuften! Få fornuften til at skrue ned for den indre radio, så der kan blive båndbredde i bevidstheden til den fulde oplevelse og nydelse af naturen.

 

Og hvordan gør man så det? Det tror jeg, at der er i det mindste to forskellige måder at gøre det på - to forskellige måder, der måske også kan belyse nogle af de forskellige indgangsvinkler, folk har til friluftsliv. Den ene måde at få fornuften til at stoppe den indre radio på, er at gøre noget, som kræver bevidsthedens fulde opmærksomhed, så fokus indsnævres til nu-og-her og rettes 100% udad på situationen (type 1) Den anden måde er at sanse noget så intenst, at fokus flyttes fra den indre radio og overtil sansningen, så hele ens bevidsthed fyldes med sansningen og der ikke bliver tid og rum til den indre radio (type 2)

 

Et eksempel på den første måde er mere eller mindre farebetonede friluftslivsaktiviteter, som klatring, rapelling eller riverrafting. En eller anden form for aktivitet, der ved selve sin udførelse kræver koncentration om nu-og-her i en grad, så bevidstheden automatisk rives ud af sig selv og fokuseres på noget ydre. Derved opnår man at komme i en anden sindstilstand - eller bevidsthedstilstand, for nu at blive i modellen - end den daglige, hvor den indre radio kværner løs. En bevidsthedstilstand, der er værd at stræbe efter af i hvert fald to grunde: For det første, fordi den giver fred og ro i bevidstheden (fred for den stadige strøm af tanker, man ikke uden videre selv kan standse) - og for det andet fordi, den fokuserer og koncentrerer bevidstheden  i en grad, så man oplever aktiviteten (og til dels den omgivende natur) usædvanligt intenst og levende. Man føler sig virkeligt levende i en virkeligt nærværende virkelighed, mærker hele sin krop i en tændt og vibrerende tilstand - eller hvordan man nu vil vælge at udtrykke det. I alle tilfælde føler man noget, der er en slående kontrast til et hverdagsliv præget af ringe kropslige udfordringer og ofte også af mangel på nerve, nærvær og intensitet.

 

Jeg tror ikke, man skal undervurdere den betydning, det kan have for os kulturmennesker på denne måde at få fred for forstanden - at blive lettet lidt for den "kulturens byrde", som Freud talte om - og mere gang i følelserne, forstået ganske konkret og bogstaveligt som følelsen af det reb, ens liv hænger i, mellem hænderne; følelsen af at koncentere næsten hele opmærksomheden i den fod, der skal finde et fast fæste; eller følelsen af hele ens krop for at holde balancen i en ustabil kano.

 

Så det er ikke for at forklejne denne måde at komme til at opleve livet mere intenst på, at jeg bruger resten af pladsen på den anden måde (type 2) - det er mest fordi, denne anden måde efter min mening og erfaring er mere almen end den første: Den kan bruges af flere, under flere omstændigheder og i flere år; om ikke andet, så sætter alderen en naturlig grænse for udfoldelsen af den første form. Både fysisk og psykisk hører ungdommen til. Den anden kan derimod bruges hele livet og kræver ikke særlige færdigheder.

 

Derimod kræver den nok flere forklaringer end den første, der er lettere umiddelbart at forstå (om end ikke at praktisere!). Den første måde kan karakteriseres ved, at den er fokuseret på handling, på krop og på aktiviteter, mens den anden er fokuseret på sansning, på bevidsthed og på ikke-aktiviteter. Man kan også udtrykke det sådan, at den første handler om at bevidstheden reagerer ud i naturen - mens den anden tværtimod handler om, at naturen reagerer ind i bevidstheden. For spørgsmålet er:

---

Hvad det er, vi skal derude i naturen?

Behøver vi altid at medbringe et arsenal af nye, målrettede aktiviteter, som vi kan fyre af derude?

Er det virkelig nødvendigt, at vi først skal fare rundt og udføre en række aktiviteter, før vi (efter at have lavet aftensmad osv.) evt. kan slappe lidt af omkring bålet, inden vi falder tidligt i søvn af udmattelse (kun for at blive vækket til det obligatoriske natløb…).

Hvorfor skal vi (vestlige) mennesker altid gøre noget - hvorfor kan vi ikke bare være?

Hvorfor er vi altid på vej fra den ene aktivitet til den næste; hvad er det, vi skal nå?

---

 

Problemet er, at hvis man lægger hovedvægten på at opleve naturen og ånden i den (og det gør man her i den anden måde), så er man nødt til at få meget mere ro over feltet, fordi det kræver en vis ro i krop og sjæl at kunne sanse de finere nuancer i naturen. Hvis kroppen og bevidstheden er konstant aktive og koncentrerede om at reagere sig selv ud i naturen, så bliver der rimeligvis ikke nogen videre mulighed for, at naturen kan komme til at reagere sig selv ind i bevidstheden.

 

---

Kan man forestille sig en konkret friluftslivstur, hvor man ikke skal noget særligt? Ingen målrettede aktiviteter, ingen planer og ikke noget særligt grej med, ud over det, man skal bruge, for at have det rart og renligt? Bare være sammen med sig selv, de andre og naturen og så se (eller måske især føle), hvad der kommer ud af det?

---

De fleste kan vel nok forestille sig det, man hvad skulle formålet være med det? Formålet med den slags friluftsliv kunne være at danne en modpol til det hverdagsliv, der netop er præget af målrettede aktiviteter og planer. Mit hverdagsliv i hvert fald præget af planlægning, målrettede aktiviteter, tidsskemaer, evalueringer mv. For at blive i sproget fra den grundtvigske model, så er min bevidsthed i hverdagen domineret af forstanden, mere end af følelsen og fantasien. Og det er som før nævnt for så vidt godt nok - bare man husker, at (ifølge Grundtvig) vi er hele mennesker, hvis bevidsthed ikke næres af forstand alene. Faktisk mener Grundtvig, at man både som menneske og som menneskehed kan komme ud i "den rationalistiske fejltagelse", der altså består i, at man kommer til at lægge for meget vægt på forstanden og dermed bliver "skæve" eller "halve" mennesker (i modsætning til ideen om det "hele" menneske, som Grundtvig kan siges at repræsentere).

 

Jeg mener, at man skal passe på, at ens fritids- og friluftsliv ikke kommer til at ligne ens hverdagsliv, om ikke i de konkrete ting, man gør, så i den måde og det tempo, man gør tingene på. Det er vigtigt, at dette andet liv kan afbalancere hverdagslivet, så man får et mere helt liv og en mere hel bevidsthed. Det er vigtigt for vores krop (så det parasympatiske nervesystem; det, der geare ned og regenererer, kan komme på banen og gøre kroppen sundere og stærkere), det er vigtigt for vores bevidsthed (så følelsen og fantasien som nævnt kan komme på banen og forstanden blive sendt på en slapper) og det er ikke mindst vigtigt for vores ånd, så den ikke tørrer ud og mister forbindelsen til naturens større helhed - til Den store Ånd, som de gamle indianere sagde.

 

Hver gang jeg skal holde ferie, gør jeg den samme erfaring: Det, det gælder om, er ikke at nå en hel masse i det samme hæsblæsende tempo som i hverdagen, men tværtimod om ikke at skulle noget særligt; om at skulle så lidt planlagt og tidsstyret som muligt. Om at kunne opleve den store luksus, det er at vågne op af sig selv, når man er udhvilet og dvælende gå en dag i møde, hvor man ikke skal noget bestemt, men lader mulighederne vise og udvikle sig. Når jeg gør det, kan jeg føle (følelsen er det grundlæggende i bevidstheden hos Grundtvig), hvordan bevidstheden heles og skærpes og ånden & kroppen finder hinanden igen. Hele systemet regenereres og genoplades.

 

Det er noget af det samme, jeg oplever i friluftslivet på den anden måde (type 2).

 

Jeg taler ikke for, at man aldrig skal lave aktiviteter i friluftslivet, men for, at man engang imellem skal lave ture, hvis formål er ikke at lave noget særligt, men at give tid, rum og mulighed for at lade livet i os, imellem os og i naturen folde sig ud i sin egen takt og efter sin egen dagsorden. Nogle af de bedste oplevelser, jeg har haft med andre mennesker, er netop bare at være sammen uden at skulle noget særligt - i naturen vel at mærke, for det er ofte anderledes anspændt og ufrugtbart "bare at være sammen uden at skulle noget særligt" i en 2-værelses på Nørrebro. Men i naturens omgivelser, med plads, lys, frisk luft, skønhed osv., sker der oftest noget godt og interessant med samtalen og med samværet.

 

Jeg taler heller ikke for, at man fortrinsvis skal sidde stille hen og vegetere. Hvis man får lyst til at folde sig kropsligt ud (og det får man da forhåbentlig ind i mellem), skal man naturligvis nyde at gøre det. Men jeg taler for, at det ikke altid skal være så planlagt, krævende og grej-orienteret. Man kan se sig om og spørge sig selv og hinanden: Hvad kan vi lave her? Hvilke muligheder er der i dette terræn og med denne gruppe? Hvilken leg indbyder naturen os til her og nu?

 

Når jeg ser på friluftslivsfeltet i dag, så er det præget af type 1 friluftsliv; den der er fokuseret på handling, på krop og på aktiviteter. Det er den, der er kurser i, uddannelser i, prestige i og i det hele taget gang i. Problemet med type 1 friluftsliv er, efter min vurdering, at den er for lidt folkelig og for lidt teoretisk. Den er for lidt folkelig i den betydning, at den tenderer mod at kræve særlige færdigheder og særligt udstyr i et omfang, der udelukker en masse mennesker. Og den er for lidt teoretisk i den betydning, at det meste af dens teori handler om, hvordan man opnår de bestemte, adgangsgivende færdigheder mv. - og for lidt om, hvad friluftslivet gør ved mennesket, forholdet mellem mennesker og menneskers forhold til naturen og livet.

Da jeg begyndte at beskæftige mig professionelt med friluftsliv oplevede jeg det besynderlige, at jeg kom til at føle mig underlig inkompetent, akavet og i det hele taget på herrens mark. Det underlige ligger i, at jeg lige fra barnsben og gennem hele min ungdom har beskæftiget mig med friluftsliv: Jeg er opvokset i og med naturen og benytter stadig så at sige enhver lejlighed til at rykke ud i naturen og være der. Og det er pudsigt nok netop problemet: Jeg tager ud i naturen for at være der - ikke for at gøre nogen særlige aktiviteter. Og tiden trend er, at man skal lave aktiviteter i friluftsliv - i hvert fald, hvis det skal være en seriøs, professionel form for friluftsliv.

---

Hvorfor er det nu lige, at vi altid skal lave så mange - og så mange færdighedskrævende - aktiviteter i friluftsliv?

---

Er det for at retfærdiggøre og etablere et nyt fagområde? Er det for at stive vores nye faglærer-identitet af, over for os selv, ministeriet og folk i almindelighed? Kender I det ikke: "Hvad laver du så?" - "Jo, jeg underviser i matematik og fysik!" -"Javel, ja" i forhold til "Jo,jeg underviser i friluftsliv" - - - "A'hva'; får du penge for det???". Eller: "Det er da ikke et fag - det er da en fritidsbeskræftigelse!"

 

Er det så ikke her, man kommer på banen med alle de nyttige færdigheder, målrettede aktiviteter osv., som skal gøre friluftslivet til et accepteret og værdifuldt fag med egen eksistensberettigelse? Hvis ikke det er praktiske færdigheder som kajak eller træklatring, så er det teoretiske færdigheder såsom naturkendskab eller ernæringslære. Man må jo gøre noget for at være noget, hvad enten "man" er et menneske eller et fag…

 

---

Eller hvad? Kan et moderne, vestligt menneske have en identitet, der ikke er baseret på det man gør( det ydre),  men på det man er (det indre)?

---

    

Meningen med at skrive alt det her (i stedet for at være ude i det fri!) har været at forsøge at formulere et modstykke til den dominerende type 1 friluftsliv. At argumentere teoretisk for type 2 friluftslivs kvaliteter og berettigelse - altså den form for friluftsliv, der mere har fokus på det almindelige (det alle kan) end på det specielle (det, der kræver særlige evner og færdigheder), mere har fokus på oplevelsen af natur end på oplevelsen i natur og mere har fokus på udvikling af bevidsthed end på udvikling af krop (for så vidt man overhovedet kan adskille de to ting).

 

---

Men er der overhovedet plads til type 2 friluftsliv på tidens friluftslivsmarked?

Kunne du forestille at undervise i den form for friluftsliv?

---

 

   

Kapitel 2

- med Løgstrup kommer etikken på banen…

 

Indtil nu har jeg brugt Grundtvig til at forklare, hvordan bevidsthed opstår og hvilken betydning naturoplevelser kan have for denne bevidsthed. Jeg har herunder prøvet at argumentere for betydningen af, at man lader naturen reagere ind i sin bevidsthed, i stedet for som sædvanlig at forsøge at forme verden efter sine forestillinger om den, f.eks. ved at skulle foretage sig en række målrettede aktiviteter i kamp mod naturen.

 

For at forklare nærmere, hvad det er sansningen af natur gør ved vores bevidsthed - og især for at begrunde, hvorfor sansningen af natur er så værdifuld - vil jeg bruge nogle af K.E. Løgstrups tanker som inspiration. Ligesom med Grundtvig er hensigten ikke at fremføre en akademisk redegørelse for Løgstrups tanker, men at bruge dem som afsæt for at formulere nogle ideer, som jeg selv synes er tankevækkende og inspirerende …

 

Det, jeg synes er særligt inspirende ved Løgstrups tankeverden, er hans ideer om sansningen og om sansningens betydning for etikken. Med hensyn til sansningen, så har han det synspunkt, at sansningen fungerer på den måde, at den ophæver afstanden mellem os der sanser, og det, vi sanser. Når jeg nu sidder og ser på denne computerskærm, så er det filosofisk interessante ikke, at der er en vis afstand mellem min krop som fysisk objekt og computerskærmen som fysisk objekt (cirka 60 centimeter…), men at der i min sansning af den ikke er nogen afstand mellem den og mig (0 centimeter!). Det betyder naturligvis ikke, at den fysiske afstand til computerskærmen ( de 60 centimeter) er en illusion, men det betyder, at der ikke er nogen afstand til skærmen i min bevidsthed; computerskærmen er slet og ret en del af min bevidsthed, når jeg sanser den.

 

Man kan også formulere det på den måde, at min bevidsthed i sansningen rækker ud gennem sanserne og optager det, jeg sanser, i mig. I sansningen rører min bevidsthed ved det, jeg sanser.

---

Har du oplevet det?

---

 

Løgstrups grundlæggende argument for denne radikalt anderledes måde at se på sansningen på, er simplethen, at det er sådan vi oplever det. Når jeg sidder og ser på en smuk og frodig plante (til afveksling fra computerskærmen…), så opleves denne plante som en del af min bevidsthed, ja, når den er så tæt på som den her plante her, så fylder den faktisk det meste af min bevidsthed -  indtil jeg kommer til at tænke på de næste ord, jeg skal til at skrive.

 

Det betyder, at min bevidsthed ikke er inde i mit hoved, men ude i sanserne og dermed - da sanserne for Løgstrup er åbninger ud til universet - ude i universet. Dette er en fuldstændig anderledes måde at opfatte bevidsthed på (som ikke alene skyldes Løgstrup, men er hovedtanken i den filosofiske retning, der kaldes for fænomenologien, og som blev grundlagt af Edmund Husserl) og den står i komplet modsætning til den almindelige filosofiske opfattelse (som bl.a. naturvidenskaben støtter sig til), at bevidstheden er lukket ind i mørket bag kraniet.

 

---

Hvor i verden ville du placere din bevidsthed?

---

 

Sagt på en anden måde, så er det et opgør med subjekt - objekt tænkningen, altså den forestilling (for det er det jo dybest set), at mennesket er én ting (et subjekt), der er stillet over for andre ting (objekter), og at subjektet klart og utvetydigt er adskildt fra objekterne. De fleste vestlige tænkere - filosoffer såvel som os andre - tænker i subjekt-objekt-tænkningen, så derfor kan det være vanskeligt virkelig at forstå en anden tænkning.

 

Hvis man tager Løgstrups briller på og går ud i naturen, så sker der det, at ens bevidsthed via de åbninger til verden, som sanserne er, udvider sig ud i naturen og omfatter alt det, man kan sanse derude: Jeg går så at sige tur i min egen (og Guds, for Løgstrup er egentlig teolog) bevidsthed.

 

Hvis jeg tager naturvidenskabens briller på og går ud i naturen, så sker der det, at mine sanser optager en film (med lyd, dufte og det hele), som bevidstheden så "sidder" og ser inde i mørket i hjernen. Sanserne er altså instrumenter, der registrerer verden (som består af objekter) for subjektet.

 

Disse to vidt forskellige måder at forstå sansningen på har flere konsekvenser, især for hvilken verden eller virkelighed, vi mener at leve i. I sin yderste konsekvens betyder det, at et menneske, der så at sige ser med Løgstrups briller på ikke lever i den samme virkelighed som et menneske, der ser med naturvidenskabens briller på.

 

Dette er måske nemmere at forstå, hvis man i stedet for Løgstrup tænker på en taoistisk eller buddistisk vismand - eller på et naturmenneske som en regnskovsindianer. Disse mennesker lever (efter alt at dømme!) i det man kunne kalde for Den sanselige Verden.

 

I Den sanselige Verden er der ikke nogen skarp og reel adskillelse mellem subjektet og objekterne - i kraft af bevidstheden flyder man delvist sammen med verden, er en organisk del af naturen. I denne verden lever man også i en fælles verden og virkelighed: Hvis du og jeg står og betragter det samme træ, så er det jo sådan, at vore øjne er åbninger, huller, ud i verden, hvorigennem vi ser den samme virkelighed. Vi lever i den samme verden.

 

Den sanselige Verden er endvidere karakteriseret ved at være fyldt med virkelige farver, virkelige dufte og virkelige toner. Det beyder, at når jeg oplever, at verden har disse kvaliteter, så er det fordi, den faktisk har dem - farverne, duftene og tonerne er derude. Det lyder måske trivielt og banalt, men det er langt fra givet, at det er det, som den senere beskrivelse af et naturvidenskabeligt eller objektivt syn på verden gerne skulle vise.

 

I Den sanselige Verden har naturen således kvaliteter; udover farve osv. er det også skønhed, hæslighed, ondskab og godhed. På denne måde ender verden med at være grundlæggende betydningsfuld og meningsfuld. Mening og betydning er ikke noget, mennesket lægger i verden og naturen - det er noget, som den rummer i sig selv, i kraft af sig selv. Meget kort sagt så er det sådan, fordi Vorherre har lagt disse kvaliteter ind i verden ved sin skabelse af den (Løgstrup er skabelsesteolog).

 

Summa sumarum ender det med, at universet bliver personagtigt, et væsen, som vil os det godt, samt at menneskets tilværelse faktisk er virkelig og meningsfuld.

 

Det at verden og virkelighed kommer til at bestå af væsener (fremfor af ting), har den konsekvens for etikken, at denne får et reelt, universelt grundlag. Argumentet herfor er kort sagt det simple, at etik er noget, der gælder for væsener, ikke for ting. Man kan ikke (med mening) hævde, at have et etisk forhold til en lampe - til gengæld kan man ikke undgå at have et etisk forhold til et levende væsen som f.eks. et menneske. Man kan godt vælge at behandle dette væsen på en u-etisk måde  (deri ligger netop den menneskelige frihed), men man kan ikke komme uden om, at der ligger noget andet i at stå overfor et menneske end overfor en ting. I samme øjeblik jeg sanser et objekt, så at sige, som et levende væsen, så har jeg i selvsamme øjeblik etableret et etisk forpligtende forhold til det. Jeg sanser - og føler - dette levende objekt anderledes end et dødt objekt. Sådan er vi, verden og sansningen indrettet. Det er sådan, vi oplever det, hvis vi undersøger sagen (især sansningen) nøjere.

 

Det er derfor, man er nødt til at u-menneskeliggøre, tingsliggøre og anonymisere de mennesker, man af en eller anden grund ønsker at såre, lemlæste eller dræbe. Man er nødt til at prøve at flytte dem fra væsenernes verden over i tingenes verden, for ting kan man etisk set gøre med, hvad man vil.

 

Hermed nærmer vi os den anden verden, som man kunne kalde for Den objektive Verden. Den objektive verden er en modsætning til Den sanselige Verden. I den objektive verden er der en skarp og reel adskillelse mellem subjekt og objekt. Objekterne er derude i verden (på en eller anden måde) og subjektet er her inde i hovedet (på en eller anden måde). Det betyder, at jeg kan forholde mig objektivt til tingene, fordi jeg netop er adskildt fra dem, og kan studere dem med min bevidsthed, uden at denne bevidsthed på nogen måde flyder sammen med dem. Jeg kan bogstaveligt talt se objektivt på tingene. Dette er grundlaget for den traditionelle naturvidenskabelige måde at se på tingene på, og dermed grundlaget for den moderne vestlige teknologi og kultur. Vores virkelighed er fyldt med objekter, med ting (og ikke så meget med væsener) - og derfor er vi naturligt nok blevet materialister i forskellige grader.

 

Derfor lever vi dog ikke i en fælles virkelighed. Konsekvensen af denne tænkning er tværtimod, at vi grundlæggende lever i hver vores (indre) verden. I det mindste i den betydning, at det eneste vi kan blive enige om og være sikre på i fællesskab, det er kvantiteterne ved tingene derude. Vi kan objektivt konstatere, at blomsten vejer 32,56 gram og har en diameter på 5, 67 cm på en sådan måde, at ingen (meningsfuldt) kan være uenig i det - men vi kan ikke med sikkerhed vide, om vi sanser de sammen kvaliteter ved blomsten: farven, duften og betydningen.

 

I bestræbelsen på at komme til en fælles, objektiv, efterprøvelig, videnskabelig forståelse af verden har man i Den objektive Verden naturligt nok fokuseret på de kvantiteter, som man som sagt kunne komme til en fælles erkendelse af. Det vil i sidste ende sig fysiske ting og tal. Ting og tal er bundlinien, det ultimative facit i denne tankeverden. Derfor bliver fysikken den højeste erkendelsesform, den videnskab der har størst status, og materialismen bliver den dominerende livsform.

 

Problemet med at leve i Den objektive Verden (og det gør man som sagt, hvis man tænker på denne måde) er, at det er en verden uden  reel mening og etik. I denne verden er etikken hjemløs. Den er rodløs her og eksisterer højest som nogle perifere, abstrakte teorier. Ingen har en ægte interesse i etik, fordi etik jo ikke falder ind under det kvantitative, ind under det, der kan måles, vejes og håndteres.

 

Problemet i dette viser sig, når man kommer ud for lidelser af et vist omfang, så der melder sig et behov for meningsfulde forklaringer på, hvorfor man har det så ondt, og et behov for trøst. At kende Månens vægt eller afstanden til Saturn giver hverken mening eller trøst. Talfacitter trøster ikke. I denne verden er man altså på Herrens mark, når tilværelsen gør ondt.

 

---

Og hvad har alt dette så med friluftsliv at gøre?

---

For det første må man regne med, at de mennesker, man laver friluftsliv for og med, mest lever i Den objektive Verden. Det er de blevet opdraget til - mere eller mindre bevidst - af uddannelsessystemet, af medierne, af markedsøkonomien og af de allerfleste voksne mennesker i deres barndom. Sådan er vores nu-moderne, vestlige kultur.

 

For at få noget dybere ud af at være i naturen må man imidlertid være i stand til i det mindste at kontakte Den sanselige Verden. I Den sanselige Verden i naturen ligger nemlig kvaliteterne undren, glæde, skønhed, fred, storhed mm. gemt. Den pædagogiske udfordring for friluftsliv kan derfor her formuleres som noget i retning af at lokke eller måske endda trække folk ud af Den objektive Verden og over i Den sanselige Verden. Give dem en konkret oplevelse af en større, rigere og mere farverig virkelighed.

 

For det andet må man gå ud fra, at ens elever i friluftsliv ikke har noget egentligt etisk forhold til naturen og dens væsener. Man bør altså ikke regne med, at de uden videre opfører sig etisk forsvarligt derude (for en sikkerheds skyld vil jeg gerne indføje, at dette jo ikke betyder, at de ikke er etiske på andre områder end lige dette). Derfor har man som friluftslivslærer en særlig pædagogiske udfordring og opgave i at tilrette tingene sådan, at naturen ikke lider unødig overlast, samtidig med, at ens elever i det mindste får muligheder for at lægge grunden til et etisk forhold til naturen også.

 

For det tredje kan man ud fra Løgstrups tænkning lægge vægt på, at friluftsliv, det at være i naturen, meget handler om at komme i nogle gode stemninger. Det er nemlig sådan, at der til enhver sansning hører en bestemt stemning. Sansningen stemmer sindet. Og sansningen af naturen stemmer sindet på en helt anden måde, end sansningen af kulturfænomener gør det. Ved at være ude i naturen lader man sin bevidsthed op med de stemninger, som er i naturen. Og det er ganske bogstaveligt oplivende, fordi naturens skønhed og ro (og andre subtile kvaliteter) stemmer sindet lette og lysere. Jeg har f.eks. selv oplevet at gå lange ture i skoven, i begyndelsen tynget af tunge stemninger, som uden nogen særlig indsats fra min side var væk, når jeg kom hjem - bare turen var lang nok!

 

Naturen er en guddommelig kunstudstilling, og dens subline æstetik virker direkte ind på vores sind gennem de åbninger, som sanserne er.

 

 

---

Hvor i verden findes de største kunstværker - på museer eller i naturen?

---

 

Ud fra denne vinkel er der en vigtig pædagogisk opgave i at tilrettelægge undervisningen i friluftsliv sådan, at naturen gennem sansningen kan komme til at virke oplivende ind på vores ofte stressede og overfladiske sind. At dette kræver andre aktiviteter end de risikobetonede siger vist sig selv - aktiviteter som vandring og udesidning vil derimod være velegnede. Efter min erfaring virker naturens kunstværker bedst, hvis man går tæt på dem, ned i detaljen. Skønheden i former og farver hos insekter, mosser, spindelvæv, bark og småsten og andre småting er slående, også ofte for den uøvede opmærksomhed.

 

På denne måde kan man argumentere for, at en grundlæggende værdi bag faget friluftsliv er oplivelse. Formålet med faget friluftslv er at oplive. Faget kan dermed siges at have en særlig eksistensberettigelse i de frie skoler, hvis værdigrundlag må formodes at lægge stor vægt på begrebet oplive. Traditionelt skulle denne oplivelse primært komme fra sangen, fællessangen, men man kan spørge sig selv, om dette rækker nu om dage? Kan det moderne menneske synge sig livsglæden til? Eller har vi behov for noget andet og mere, i form af sansningen, sansningen af naturen især?

 

 

Kapitel 3

- Tolle og glæden ved at være…

 

Eckhart Tolle er en moderne oplysningstænker. Med moderne mener jeg her, at han tænker og skriver ud fra vor tid (hans foreløbige hovedværk "Nuets kraft" er udgivet på dansk i 2000). Og med oplysningstænker mener jeg, at han tænker og skriver om oplysning. Hans hovedsigte er helt klart folkelig livsoplysning, for nu at bruge et grundtvigsk begreb.

 

Jeg synes, at Tolle er en spændende og relevant filosof, fordi han er en usædvanlig klar, levende og målrettet tænker. Han tager fat i det gamle og noget fortyggede begreb "oplysning", som han puster nyt liv i på en måde, så det får aktualitet og relevans for sådan nogen moderne mennesker som os. Han gør altså oplysningstanken  - tanken om, at man kan blive et oplyst, hvilket vil sige noget i retning af et mere vågent, levende og nærværende menneske - levende igen.

 

Inden jeg prøver at forklare, hvad der nærmere ligger i begrebet oplysning, hvordan man bliver det og hvad det i øvrigt har med sagen at gøre, vil jeg kort fortælle lidt om, hvad slags menneske Eckhart Tolle er, så man bedre kan forstå baggrunden for hans tanker.

 

Der er nemlig en nøje sammenhæng mellem hans liv og hans filosofi, hvilket efterhånden er noget usædvanligt. Tolle lever, eller ser i hvert fald ud til at leve, det han tænker. Det gør ham til en mere autentisk tænker, og dermed mere troværdig og inspirerende, synes jeg.

 

Eckhart Tolle er et af de mennesker, hvis liv har ændret sig radikalt pga. en filosofisk tanke eller indsigt (det synes jeg i sig selv er meget interessant, fordi det viser noget om potensen og potentialet i filosofien; at den ikke bare er snak og hjernespind…). Meget kort fortalt så er historien den, at han i de første 30 år af sit liv led meget af angst og depressioner, så meget, at det drev ham til randen af selvmord. En nat var det særligt slemt, han beskriver det selv som en tilstand af absolut rædsel og dyb afsky for verden. En tilstand, der fremkaldte en dyb længsel efter udslettelse i ham, der tog form af tanken: "Jeg kan ikke leve med mig selv længere", som kørte rundt i hovedet på ham.

 

Nu skete der imidlertid det, at han i stedet for at begå selvmord pludselig blev opmærksom på selve denne tanke, på noget besynderligt ved den. Det der slog ham, det var, at der i denne tanke optræder to jeg'er, to identiteter: Et "jeg" og et "mig selv". Han skriver selv om det: "Er jeg en eller to? Hvis jeg ikke kan leve med mig selv, må der være to af mig, nemlig "jeg" og det "selv", "jeg" ikke kan leve med. "Måske", tænkte jeg, "er der kun en af dem, der er virkelig" (Eckhart Tolle: "Nuets kraft", Borgen 2000, side 22)

 

Denne filosofiske indsigt ændrede fuldstændig hans liv, på en måde, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her, udover, at den lagde grunden for ham til et meget lykkeligere liv og en original filosofisk produktion. For mig er det afgørende i denne forbindelse, at det var en filosofisk argumentation og indsigt, der oplyste hans liv - og ikke f.eks. en religiøs omvendelse - og at han senere har gjort det til sit arbejde at forsøge at formidle denne oplysning ved i høj grad at anvende filosofisk argumentation og indsigt.

 

Hvad er så oplysning?

 

Det er ikke let at formidle begrebet oplysning. Egentlig er oplysning, sådan som han  definerer det, ikke et begreb, der kan forklares, men en tilstand, der skal opleves. Oplysning er nemlig ikke noget, der forstås med forstanden, men noget, der fornemmes med følelsen, for nu at bruge de grundtvigske begreber fra 1. kapitel. Oplysning er en følelse. En følelse af kontakt med sin inderste og oprindelige natur, med det, han kalder for væren.

 

Væren er menneskets egentlige identitet. Det er det, vi dybest set er. Dybest set er vi bare - en form for unuanceret eksistens. Denne centrale kerne i os fornemmes som det, der oplever eller har alle vore tanker, følelser og kroppen. Tolle kalder det også for iagttageren eller det tavse vidne. Det er den del af os, der på en eller anden måde står uden for vores krop, tanker og følelser - står uden for i den betydning, at vi fra denne del kan se på f.eks. en tanke på samme måde som vi kan se på en fysisk ting som en stol.

 

Denne filosofiske eller eksistentielle indsigt - at vi kan se objektivt på os selv - har jeg længe fundet både enkel og rystende. Dels fordi, enhver med lidt opmærksomhed kan opleve, at det faktisk er sådan (det ligger jo også i sproget, med jeg tænker, jeg føler osv. - vi skriver jo ikke bare "tænker" og "føler", som vi jo burde, hvis vi oplevede, at den, der handler og handlingen var et og det samme) og dels fordi, denne indsigt har meget vidtrækkende konsekvenser.

 

Konsekvenserne er bl.a., at jeg ikke er identisk med mine tanker og følelser, med det man (som Tolle gør det) samlet kunne kalde for sindet. Sindet er ikke noget jeg er, det er noget, jeg har. Og det er det som sagt fordi, hvis det ikke var sådan, så ville jeg ikke kunne se objektivt eller udefra på sindet, så ville iagttageren og det iagttagede være et og det samme og dermed kunne jeg jo ikke blive bevidst om det.

 

Men hvis jeg ikke er identisk med mine tanker og følelser, med mit sind, så kan jeg begynde at forholde mig til det, som Kierkegaard nok ville udtrykke det. Jeg kan så at sige holde mit sind ud i armslængde og se det nærmere efter i sømmene. Jeg kan iagttage det og analysere det. Jeg kan endda begynde at gøre noget ved den måde, det er bygget op på og fungerer på. Jeg kan vælge at arbejde med min eksistens.

 

At være oplyst betyder ifølge Tolle, at man oplever sig selv på denne måde, at man har kontakt til sin egen inderste eksistens. At man ser veden fra dette synspunkt. Det betyder også, at man føler en dyb fred, en intens glæde og en stor ømhed overfor andre væsener, men det vil jeg ikke gøre nærmere rede for her.

 

Det der adskiller en oplyst fra en ikke-oplyst er ifølge Tolle ikke noget genetisk, noget karmisk eller et heldigt tilfælde, men netop det, at man helt og fuldt har indset, at man ikke er sindet eller ego'et, som han også kalder det, og derfor ikke identificerer sig med det, men derimod med væren, med iagttageren, som er det sande, oprindelige selv.

 

Oplysning er således et spørgsmål om filosofisk indsigt, og det er for alt folket. Der er ikke nogen, der på forhånd er udelukket for oplysning, hvis de kan og vil gøre den nødvendige filosofisk-eksistentielle indsats.

 

Man kan måske undre sig over, at vi ikke alle er oplyste, hvis det er en del af vores fælles natur og forholdsvist folkeligt tilgængeligt. Grunden hertil er noget kompliceret, men kort fortalt er Tolles påstand, at vi er kommet i vane med at identificere os med sindet, med egoet, i en grad, så det ikke er så ligetil at holde op med det. Når vi gribes af en stærk følelse, så oversvømmes hele vores bevidsthed af den i en grad, så vi bliver eet med følelsen og fuldstændig glemmer at forholde os iagttagende til følelsen. Og vi er blevet så vante til at tænke, at tankerne kværner løs med mere eller mindre løse associationer, indfald, kommentarer mv. i hele vores vågne tilværelse. Følelserne og tankerne fylder på den måde så meget, at vi ikke kan se eller føle vores egentlige, dybe natur bag sindet. Vi er blevet eet med egoet.

---

I hvor lang tid kan du lade være med at tænke?

---

Vi er blevet så optaget af sindet - eller forstanden i den grundtvigske terminologi - at vi bogstaveligt har mistet sansen for vores egen indre natur og for den ydre natur, for den sags skyld, for det hænger sammen, som jeg senere skal komme ind på. Det at vi har tabt kontakten til vores egentlige, indre identitet (væren) har den konsekvens, at vi i stedet identificerer os med vores u-egentlige (dvs. falske), ydre identitet (sindet eller egoet). Vi identificerer os med vore tanker og følelser; vi tror, at vi er dem og uden dem ville vi ikke være til. På den måde kommer vi til at tillægge egoet alt for stor betydning og vægt, vi tager så at sige os selv (i betydningen vore tanker og følelser) alt for alvorligt. Og dermed bliver vi ofre for eller slaver af vore tanker og følelser, der i form af gamle mønstre, indgroet smerte, tilfældige indskydelser mm. pisker os rundt i manegen.

 

Tolle gør meget klart og detaljeret rede for dette område - her har jeg bare ville give et indtryk af den ide, at vi så at sige er blevet besat af vores eget ego, og at denne u-oplyste tilstand er årsag til megen smerte og lidelse i verden.

 

Hvordan slipper man så ud af denne kedelige tilstand - hvordan bliver man oplyst?

 

Det vigtigste skridt på vejen til at blive oplyst er at komme til erkendelse af, at man ikke er sindet, ikke er egoet. At man ikke er sindet betyder ikke, at sindet ikke er en del af ens natur, men at sindet ikke er ens identitet, ens væsenskerne. Jeg har et sind, og det er et fantastisk redskab til mange ting, men sindet er netop ikke mig, men et redskab, som jeg kan benytte mig af (forudsat at jeg kan frigøre mig fra det og styre det - ellers er det nemlig ikke mig, der bruger sindet, men sindet, der bruger mig…).

 

Den filosofiske erkendelse at jeg ikke er sindet, men noget meget dybere, større og ufatteligere, er ofte beskrevet som svarende til at vågne op fra en drøm. Man vågner op fra at have identificeret sig med tankerne og følelsernes stadige strøm til at identificere sig med den rolige, fredfyldte bevidsthed, som Tolle kalder for iagttageren eller stilheden. I stedet for at identificere sig med bevidsthedens indhold (tanker og følelser), identificerer man sig med bevidsthedens rum (den rene bevidsthed eller opmærksomheden). Man oplever sig som et felt af bevidsthed i stedet for som en strøm af tanker.

---

Hvad sker der med bevidstheden, hvis man længe er alene i naturens ro og stilhed?

---

 

Denne opvågnen har den konsekvens, at ens opmærksomhed frigøres fra alle disse strømmende tanker og følelser, så den er fri til at rette sig mod, hvad man vælger at fokusere på. Først nu er man for alvor et frit væsen, der kan vælge, hvad man vil fokusere sin opmærksomhed og energi på. Det betyder, at man nu har mulighed for at rette sin fulde, udelte opmærksomhed mod andre mennesker og mod naturen.

 

Og nu er jeg ved at være fremme ved, hvad alt dette har med friluftsliv at gøre.

 

Det er min oplevelse, at det er relativt få nutidige moderne mennesker - og endnu færre skoleelever… - der bevidst søger efter at blive oplyste i den forstand, som jeg har beskrevet ovenfor. At stræbe efter oplysning er ikke en folkesag, ikke endnu i hvert fald. Det er imidlertid ikke det samme som, at folk i almindelighed ikke lider under tyngden af deres eget ego, et ego, der næres af medieverdenen, markedsøkonomien mv. Endda i uddannelsessektoren er der meget, der stimulerer egoet, om ikke andet så fordi, man der får udviklet evnen til at tænke meget, uden at lære, hvordan man skal beherske tænkningen: Man får så at sige fyldt en masse software på harddisken, men man lærer ikke, hvordan man slukker for harddisken.

Resultatet er som sagt, at noget, der skulle være en funktion i bevidstheden (tankerne) overtager rollen som centrum i bevidstheden, dvs. bliver vores identitet (egoet). Da egoet så at sige er et kunstprodukt - og ikke hviler i sig selv - kræver det konstant næring i form af opmærksomhed for at opretholde sin eksistens. Og den næring vil vi give det, fordi vi jo tror, at egoet er vores identitet, er os, og følgelig træder selvopretholdelsesdriften i funktion for at sikre det, vi tror er os, overlevelse. Med denne stadige tilførelse af opmærksomhed og energi vokser egoet til den superstørrelse, det har hos de fleste af os voksne vesterlandske mennesker af i dag.

---

Hvilken virkning har dyrt grej mon på egoet?

---

Som sagt lægger dette ego beslag på så store dele af vor opmærksomhed, at vi næsten ikke har nogen opmærksomhed fri til at skabe ægte kontakt med andre mennesker og naturen. Dette giver et særligt problem i friluftsliv, der jo netop i stort omfang handler om at skabe rammer for en ægte kontakt med andre mennesker og med naturen. På den anden side, så har friluftsliv som fag også særligt gunstige muligheder for at gøre noget ved det problem, som egoet er i vores kultur.

 

Egoet har det nemlig ikke godt i naturen. Egoet er et kunst- eller kulturprodukt, der kræver en stadig tilførsel af kulturel næring (såsom reklamer, musik, film, spil) for at vokse eller i det mindste opretholde sin dominerende rolle. Ude i naturen, omkring et lejrbål eller på vandretur gennem skoven, kommer egoet til at savne næring. Det vil, så at sige, begynde at plage sin vært for at få denne tilbage til den kulturelle suppegryde. Man bliver rastløs, utålmodig og irritabel - det skal ske noget. NU!

 

Her er det, at den store pædagogiske udfordring og forpligtigelse for en friluftslivslærer kommer ind: Opgaven er at lægge en pædagogik til rette, der inspirerer og hjælper den enkelte med at skrue ned for egoet og op for væren (ens ægte, inderste natur).

 

Mulighederne for dette er gode indenfor faget.

 

For det første er naturen i sig selv stimulerende for væren og hæmmende for egoet. Naturens udfordringer - eller naturens skønhed - kan være så påtrængende, at dette i sig selv trækker opmærksomheden væk fra sindets ellers faste greb i denne. Der bliver et hul i strømmen af tanker, hvorigennem man pludselig kan mærke sin egen blotte eksistens, sin væren - og måske endda opleve, at denne væren er den samme som naturens væren. Man får et øjeblik blik for den sublime skønhed i den nøgne eksistens. Man får en såkaldt højdepunktsoplevelse. Man får et nyt perspektiv i tilværelsen.

 

For det andet er man i friluftsliv ofte nødt til at gøre sig mere umage for at skabe en ægte kontakt til sine medmennesker, bl.a. fordi man er reelt afhængig af dem for at kunne gøre det, man ønsker at gøre derude: sejle, klatre, vandre eller hvad det nu er. Og en ægte menneskelig kontakt går altid via væren og aldrig via egoet.

---

Hvad sker der, hvis en flok egoer skal samarbejde?

---

For det tredje er det meste af det, man gør i friluftsliv noget, der bringer en i kontakt med ens krop. Og ifølge Tolles tænkning er der det ved kroppen, at den er uden for tid. Ikke på den måde, at den ikke ældes ol., men på den måde, at kroppen er bundet til her-og-nu, og således ikke findes i fortiden eller fremtiden. Dette er i modsætning til sindet, til egoet, der netop ofte befinder sig i fortiden (f.eks. i form af ærgrelser) eller i fremtiden (f.eks. i form af bekymringer). Hvis ens opmærksomhed kommer ned i kroppen, ned i kropsbevidstheden, så kommer man væk fra den stadige tænken i fortid eller fremtid, som nærer egoet. I kroppen er man i nu'et. Men det er egoet ikke, og derfor er det at blive inspireret og hjulpet til at leve her-og-nu det samme som at blive inspireret til at nære væren og tære egoet lidt i dets fede sul…

 

Tolle har et særligt begreb om kropsbevidsthed, nemlig det han kalder for Den indre Krop. Her vil jeg blot nævne, at man kan komme i kontakt med denne del af sig selv ved at føle sin krop indefra. Altså ved at føle dele af sin krop - eller hele sin krop - uden at røre den udefra med hænderne, med indefra med følenerverne i hele huden især. Ifølge Tolle er Den indre Krop en nøgle til at blive rodfæstet i sig selv, så man hverken fortaber sig i sindet eller i den ydre verden. Mit indtryk er, at mange unge  nærmere er rodløse end rodfæstede  - måske kunne et fag med kropsbevidsthed, der hverken er sport eller yoga have en særlig appel til nogle af dem?

 

Et centralt værdiord for friluftsliv som fag i læreruddannelsen og i skolen kunne således være oplysning. Oplysning forstået som det at vide, hvem man virkelig er, som selverkendelse, kunne være en del af formålet med faget. Dermed ville det spille sig på banen som et dannelsesfag, et fag, der giver særligt gode muligheder for selverkendelse gennem relle (ikke kunstige) udfordringer, ægte fællesskaber og en levende vekselvirkning mellem bevidsthed og krop. Alt sammen i en ramme, der hverken er boglig, sportslig eller specielt alternativ.

 

Kapitel 4

- øvelser til friluftslivsfilosofi

Formål:

Formålet er at stimulere den del af bevidstheden, som Grundtvig kalder for følelse (den indre side af nærsanserne følelse, smag og lugt) og fantasi (den indre side af synssansen) og at dæmpe den del af bevidstheden, som han kalder for forstand (den indre side af høresansen).

 

Følelsen og fantasien er den del af bevidstheden, der giver helhedsoplevelser, mens forstanden med sin opsplittende og beskrivende funktion giver del-oplevelser. Det er forstanden, der fylder bevidstheden med ord (den indre stemme eller radio, der hos de fleste mennesker kværner løs uafbrudt så længe de er vågne) og med tid eller den fornemmelse, at man altid er på vej fra noget og hen imod noget andet. I modsætning til dette er den del af bevidstheden, der udgøres af følelsen og af fantasien, uden ord og uden tid. Uden tid skal forstås på den måde, at bevidstheden fokuserer på nu'et, uden at gruble over fortiden eller spekulere over fremtiden (det kræver jo netop ord at gøre dette).

 

Meningen med disse aktiviteter eller øvelser er således at fremme oplevelsen af helhed, nærvær, fred og glæde - eller i det mindste af give en kontrastoplevelse til den forstandsdominerede hverdagsbevidsthed.

 

Øvelse 1:

Gå ud i naturen og prøv at fokusere bevidstheden på sansningen frem for på tænkningen; forsøg altså at samle opmærksomheden om naturens former og farver og lad den indre radio (forstanden) passe sig selv. Koncentrer dig om at se: kig dig omkring, mens du går eller står og lad dit øje fange af og hvile på, hvad det har lyst til. Når dit blik eller din opmærksomhed (det skulle gerne være det samme i denne øvelse!) bliver fanget af et særligt tiltrækkende fænomen i naturen (formen på nogle græsstrå, himlens farve i en vandpyt, et solstrejl mellem træerne), så lad det hvile i denne sansning så længe som muligt - hvilket oftest vil sige, indtil forstandens ord og tid trækker opmærksomheden og energien ud af sanseoplevelsen.

 

Gå så videre som før, indtil øjet atter fanges af et eller andet facinerende fænomen i naturen og prøv igen at lade din bevidsthed helt fyldes af sansningen af dette - indtil forstanden igen afbryder (dvs. når man kommer til at fokusere på tankerne og tiden fremfor på sansningen; kommer til at tænke på, hvad man skal nå i morgen, gårsdagens skænderi eller hvad det nu er, dette fænomen i naturen hedder).

Prøv på denne måde igen og igen at lade bevidstheden fange af synsindtryk fra naturen omkring dig.

 

Når du bliver træt af det, så prøv at mærke efter, hvad sansningen af naturens former og farver gør ved stemningen i din bevidsthed? Hvilken stemning er din bevidsthed i efter denne øvelse? Og prøv så til sidst at slippe forstanden fri til at sætte ord på denne stemning og i det hele taget din oplevelse af øvelsen.

 

Øvelse 2:

Denne øvelse går ud på at sanse lugte i naturen. Hvordan lugter tingene i naturen egentlig? Hvordan lugter forskellige træers bark? Hvad er lugten af åvand? Af søvand? Eller hvordan lugter mosejord? Jorden fra en pløjemark? Øvelsen går ud på, at man på sin tur gennem naturen denne gang fokuserer på sansningen af lugte - på at stimulere og nære sin lugtesans; give næsen en på opleveren!

 

Ligesom før handler det om at skrue op for den umiddelbare sansning og ned for den vanlige indre snakken. Prøve at få bevidstheden ud af hovedet, ud af sig selv, så at sige og ud i naturen. Eller om man vil: Det handler om at fylde sin bevidsthed med naturoplevelser (her især lugteoplevelser) fremfor med ord og kulturoplevelser ("..og så sagde hun, men så sagde jeg også…"; "Det er tv-avisen, go' aften: Krisen i NATO spidser til…) Ligesom før går man fra lugteoplevelse til lugteoplevelse, mens man prøvet at fastholde den rene sansning så længe som muligt - indtil den bliver afbrudt af forstandens genudsendelse af radioavisen, morgensnakken ol. Og ligesom før prøver man at mærke efter, hvilken stemning - eller hvilke forskellige stemninger - lugteoplevelserne sætter en i? Til sidst lader man forstanden få lov til at sætte sine elskede ord på oplevelserne…

 

Øvelse 3:

I denne øvelse går det ud på at føle sin egen krop - mens man går gennem naturen, står eller sidder et behageligt sted. Man skal altså prøve at samle opmærksomheden om kroppen, om kropsfornemmelsen: Hvordan føles min krop? Hvordan føles højre fod? Nakken? Maven? Hvordan føles kroppen som en helhed?

 

Man skal altså bruge sin følesans til så at sige at føle kroppen indefra (i stedet for at føle kroppen udefra, som ved at føle på foden, nakken osv. med hånden) - hvordan sanser min følesans egentlig kroppens dele og kroppen som helhed? Så vidt man nu kan skal man koncentrere sansningen om kroppen, følt indefra, fremfor om naturen derude. Prøve at fylde bevidstheden med følelsen af kroppen - fremfor som oftest at fylde bevidstheden med lyden af tankerne (den indre side af høresansen, altså forstanden)

 

Hvilken stemning sætter dette bevidstheden i? Hvordan føles det - og hvilke ord kan beskrive denne følelse?

 

Konklusion

Dette kompendium har handlet om filosofi som et teoretisk grundlag for friluftslivsfaget. Det mener jeg også det kan bruges til generelt, dog kan jeg i tilbageblik se, ar der ikke er megen teoretisk støtte at hente for type 1 friluftsliv her.

 

Den form for friluftsliv, som disse teorier lægger op til, kunne man kalde for eksistens - friluftsliv eller folkeligt friluftsliv.

 

Eksistensfriluftsliv har sit eget formål og mål, egne aktiviteter mv., ligesom det har en del tilfælles med andre former for friluftsliv. Her vil jeg nøjes med at skitsere, hvad det er for en slags friluftsliv, der har filosofi som sit bærende grundlag.

 

Formålet med eksistensfriluftsliv er at oplive og oplyse, at oplive og oplyse om den menneskelige eksistens - eller med andre ord: At give mod, opmuntring og (selv-) indsigt til at leve sit liv fuldt ud og i den sidste ende dø værdigt.

 

Teorien bag eksisensfriluftsliv er forskellige filosofiske teorier om, hvad et menneske er, og om, hvad naturen eller verden egentlig er for noget. Teorier der kan bruges til at forstå sig selv og naturen bedre og i det hele taget inspirere, begrunde og forklare de aktiviteter mv., man vælger at bruge i denne form for friluftsliv. Ud over dem jeg har brugt her vil jeg mene, at de danske filosoffer Martinus og Kierkegaard ville være oplagte at bruge, ligesom jeg selv også ville støtte mig til de amerikanske, nutidige ditto Andrew Cohen og Dan Millman.

---

Hvilke aktiviteter ville så passe til eksistensfriluftsliv?

---

Et kendetegn for aktiviteterne skulle være, at de lægger vægten på at maksimere vågenheden eller opmærksomheden overfor livet, samtidig med at de minimerer risiko- eller faremomentet. Konkret ville jeg bruge aktiviteter som: vandreture (i stedet for kano- og kajakture), alenesidning og sanseøvelser (i stedet for klatring), samarbejdsøvelser og forskellige former for lege. Der skulle naturligvis være egentlige filosofiske øvelser, såsom filosofgang, dilemmaer/koan'er og diskussioner. Reviewing og coaching vil være en selvfølgelig og integreret del af turene.

---

Men kan man virkelig lave friluftsliv på den måde i skolerne?

---

I den sidste ende er det et valg, hvordan man som friluftslivslærer vælger at lave friluftsliv. Man må gøre op med sig selv - i samtale med andre - hvad det er for en form for friluftsliv, man brænder for og vil arbejde med. Så må man ud på markedet og se, om nogen vil betale en for at lave dette. Jeg håber, kompendiet har inspireret en og anden til at finde sig selv og sin vej som friluftslivslærer.


Kilder

 

Eckhart Tolle: Nuets Kraft, Borgen 2000

Eckhart Tolle: Stilhedens Budskab, Borgen 2003

Grundtvig: Om det filosofiske århundrede, "Dannevirke" nr. 1

Grundtvig: Om videnskabeligheds forhold til erfaring og sund menneskeforstand, "Dannevirke" nr. 2

Grundtvig: Om Mennesket i Verden

(Findes f.eks. i "En orm-en gud, om mennesket i verden", Ove Korsgaard (red.), Odense Universitetsforlag 1997)

Jacob Wolf: Etikken og Universet, Forlaget Anis 1997

 

 

Som kilder har jeg angivet tekster, som jeg har læst mange gange, tænkt meget over og i det hele taget brugt meget - og som jeg vil anbefale andre at læse, hvis nogen skulle få lyst til at gå dybere ind i nogle af de tanker, der er præsenteret i dette kompendium.