Naturvejledning
Billedet viser den gode og sikre spisesvamp Judasøre voksende på en hyldebusk i januar - den kan i øvrigt findes og spises året rundt.
Vejledning i naturvejledning...

Naturvejledning i friluftsliv

Definition:

I vores sammenhæng definerer vi naturvejledning som den aktivitet at tage andre mennesker med ud i naturen, for at give dem nogle gode og lærerige oplevelser om natur.

Fokus i naturvejledning ligger på at vejlede andre mennesker i at opleve naturen, i at forstå naturen og til at føle noget for naturen som helhed og for mangfoldigheden af arter i den.

Formål:

Formålet med naturvejledning i friluftsliv er at øge sansen for naturen hos dem man underviser, for derigennem at åbne naturens rige verden af lærerige, livgivende og facinerende oplevelser op for dem.

Det er også meningen at give dem en øget følelse for naturen, så de kan komme til at opleve naturen som værdifuld og meningsfuld, og derved kunne engagere sig aktivt i debatten om naturens rolle og betydning i og for vores samfund.

Endelig er det hensigten at de opnår en større forståelse af naturens opbygning og funktion, så de selv kan ”læse” naturen bedre året rundt og dermed både selv får større oplevelser derude og bliver bedre kvalificerede til at åbne naturen op for andre mennesker, for eksempel deres familie.

Kort vejledning i at lave naturvejledning:

-          Glem alt om at vide alt : Naturen i Danmark er - heldigvis! – så myldrende fyldt med en mangfoldighed af arter af dyr og planter, at ingen kan kende alle de arter, man kan støde på når man laver naturvejledning derude

-          Lær de store fortællinger om naturen : Fokuser i stedet for på at lære – og på at blive god til at fortælle – de store, generelle fortællinger om hovedgrupperne af arter: træer, urter, alger, svampe, insekter, fugle og så videre. Brug også de store fortællinger om Naturlig evolution, om Klassifikation og om Økosystemet.

-          Lær nogle få arter grundigt at kende: Når man står derude og har fortalt den store, generelle fortælling om hovedgruppen – for eksempel urter -  så supplerer man det med at finde og fortælle om nogle af de konkrete arter af urter, som man har lært sig at kende, og hvis specielle, detaljerede historie man kender og har øvet sig i at formidle på en så spændende måde som muligt.

-          Lav en disposition til at strukturere og huske fortællingen om den enkelte art – for eksempel i form af spørgsmål som disse:

o   Hvordan kan man kende denne art?

o   Hvad er det mest interessante ved den?

o   Hvordan lever den sit liv fra fødsel til død?

o   Hvordan er den tilpasset til at leve på dette sted i naturen?

o   Hvilken betydning har den for os mennesker?

-          Gå turen i forvejen : Forbered dig på naturvejledningen ved at gå den tur, som du planlægger at gå med den målgruppe som du skal formidle til, igennem på forhånd for at notere dig, hvilke arter der findes på ruten: Træer, urter, svampe, insekter, fugle med mere, afhængigt af naturtypen og årstiden. Udvælg de arter, som du vil gøre opmærksom på og fortælle om, og gå hjem og læs op på dem hvis det er nødvendigt. Noter dig også, hvor lang tid det tager at gå turen, inklusive tid til at stoppe og for at fortælle om de udvalgte arter og inklusive en vis tid til uforudsete oplevelser på turen.

-          Overvej om du vil aktivere deltagerne: Det at vise og fortælle om arterne i naturen står centralt i naturvejledning, men det kan balanceres med aktiviteter, hvor deltagerne – afhængigt af hvem de er – selv får lejlighed til aktivt at bruge krop og sanser til at opleve naturen. Aktiviteter i naturvejledning kan for eksempel være: Fange smådyr i vandet med ketcher, se på smådyr med lup, tegne de dyr og planter som vi møder, snitte et rødmende hjerte af rød-el, sidde alene og tælle hvor mange forskellige fuglestemmer man kan høre, naturfotografering med mobilen med mere.

-          Pak din lille turrygsæk : Som naturvejleder er det godt at have sin lille turrygsæk med. Pak den med: Ekstra tøj til dig selv så du i hvert fald selv har det komfortabelt og er i overskud, for eksempel i kraft af regntøj, en ekstra trøje og eventuelt en hat. Et siddeunderlag og gerne et tæppe til at lave et samlingssted af. Drikkedunk og lidt at spise. Et par udvalgte håndbøger. En dolk og eventuelt en lille håndskovl. En pose med et par plastre og en lille flaske håndsprit.

Find mere inspiration til naturvejledning her:

http://www.naturstyrelsen.dk/

http://www.dn.dk/naturoplevelser


 


Spiselige vilde urter om foråret

Top 10 over forårets bedste vilde køkkenurter

Her i 2012 arbejder jeg videre med mit bud på lister over de bedste og sikreste spiselige vilde planter i forårsmånederne. Foreløbig har jeg sat følgende vilde urter – nævnt ved deres mest almindeligt brugte populærnavn og med det korrekte latinske navn bagefter - på listen:

-       Brændenælde      (Urtica dioica)

-       Skvalderkål           (Aegopodium podagraria)

-       Mælkebøtte           (Taraxacum officinale)

-       Gåsefod                (Chenopodium album)

-       Vejbred                  (Plantago major)

-       Løgkarse               (Alliaria petiolata)

-       Fuglegræs            (Stellaria media)

-       Gederams             (Epilobium angustifolium)

-       Tagrør                    (Phragmites australis)

-       Dunhammer         (Typha latifolia)              

Jeg laver listen ud fra mine erfaringer med, hvilke af de spiselige vilde planter som er

-       Sikrest at bruge; dvs. hvor der er mindst mulig risiko for at forveksle dem med gifte planter. NB: Hvis du er det mindste i tvivl om, hvad det er for en urt, så lad være med at spise den, da der findes almindeligt udbredte og alvorligt giftige vilde urter i den danske natur.

-       Lettest at finde; dvs. er almindeligt udbredte i den danske natur over hele landet

-       Mest anvendelige; dvs. gror i mængder, så man kan høste andet end lidt blade til the fra dem..

-       Mest bæredygtige at indsamle; dvs. at man ved at indsamle dem ikke forstyrrer eller ødelægger noget i naturen.

Jo højere på listen, jo bedre opfylder planten disse kriterier.

Herunder kommer der nogle konkrete ideer til, hvordan man kan bruge nogle af urterne på top-10 listen.

Nældeskuddene skal skylles grundigt da der ofte er ret meget jord, græs mv. i dem. Jeg plejer så bare at koge dem i lidt saltvand et minuts tid og derefter servere dem på en tallerken så folk kan hapse og nipse af dem i løbet af aftensmaden; jeg har gode erfaringer med at få børn til at spise dem på den måde. Bortset altså fra den gang, hvor jeg havde nøjedes med hurtigt at hælde kogende vand over nælderne og så serveret dem umiddelbart efter: Både min yngste datter og jeg brændte os grundigt i munden på brændenælderne - heldigvis har hun ikke taget mig eller dem det ilde op i længden og spiser dem nu gerne...

Og det er rigtig godt, for 20 - 30% af danske piger og unge kvinder lider af mangel på jern - hvilket menes at kunne føre til problemer blandt andet med indlæringen - og her kan friske og lækre brændenældeskud være en hjælp, da brændenælder er en rigtig god kilde til jern. Og så har de færre bivirkninger end jerntabletter + en række andre gode indholdsstoffer: Flavonoider (modvirker betændelser), karotin (et forstadie til A-vitamin, modvirker også betændelser), kalium, c - vitaminer mm.

Skvalderkål  findes også de fleste steder i rigelige mængder i eller i nærheden af haver. Jeg bruger kun de yngste og friskeste skud: De kendes på at være mere sammenfoldede/krøllede, skinnende og med en friskere grøn farve end de ældre skud.

Disse friske skud kan spises rå som salat; de har fin aromatisk, fyldig men ikke for stærk smag. De kan også bruges som fyld i tærter; specielet smager de godt sammen med fetaost.

Mælkebøtter er også en meget almindelig og let genkendelig plante i haver og på solåbne vejkanter, skrænter og marker. De fleste haveejere kan nok ikke udstå den, men set fra en naturformidlers synspunkt er det en usædvanlig brugbar og sund plante.

Også her kan man bruge de omhyggeligt skyllede og rensede friske blade i salater eller som grønt snack på aftensbordet. Mælkebøtte har en forfriskende let bitter, saftig smag, som jeg synes en er god og sund kontrast til de fremherskende søde og salte smage som dominerer det meste af vores mad i disse år

 

Ramsløg er en anden af de tidlige, livskraftige og sunde vilde forårsgrønsager.

Ramsløg kan forveksles med liljekonvaller, som er giftige. Med en flora i hånden kan man dog let overbevise sig om at det virkelig er ramsløg man står med i kurven, bl.a. lugter den skarpt, nærmest som hvidløg og har lange snoede bladstilke, så bladene (der er skinnende grønne) kommer til at vende undersiden opad.

Ramsløg vokser desuden næsten altid i store bevoksninger i skovbunden, som kan lugtes vidt omkring, mens liljekonvaller vokser i mindre grupper og ofte i eller i nærheden af haver.

Ramsløg kendes fra sin anden giftige fætter (de er ganske vist ikke i nær familie, men de ligner lidt hinanden i udseende, voksested og tid at komme frem på) Dansk ingefær på, at ramsløg lugter tydeligt af hvidløg og på, at bladene ser forskellige ud: Dansk ingefær har spydformede blade.

Når ramsløgen begynder at blomstre - med blomster i en flad skærm på et langt trekantet skaft - i maj/juni er den ikke længere så god en grøntsag, men så har den også leveret store mængder grønt over hele 3 måneder.

Her er et par ideer til at bruge disse lækre, sunde og gratis forårsbebudere på:

 

Ramsløgstærte:

 

Cirka 300 gram friske blade af ramsløg gennemses og skylles (så der ikke er snegle eller andet snask i!), før de dampes 3-4 minutter i en sigte i en stor gryde.

 

De dampede blade sættes til at køle af, før de skæres ud i mindre stykker – ellers kan det være besværligt at spise de lange ”trævler” i tærten.

 

I en skål røres 4 økologiske æg, 1/2 tsk. salt, 1/2 tsk. revet muskat, og lidt peber sammen med smuldret fetaost til en slags tyktflydende sovs som skal hældes over ramsløgen, der dækker bunden af tærten.

 

Tærtedejen laves af 225 gram usigtet speltmel mel, 50 gram smør og 2 tsk. bagepulver, der smuldres sammen, før der tilsættes 1 dl mælk (gerne sojamælk) og dejen æltes let sammen.

 

Dejen kommes direkte i tærteformen og fordeles jævnt over bunden og op ad siderne. Dejen prikkes med en gaffel i bunden. Tærtebunden kan så enten forbages 10 minutter ved 200 grader midt i ovnen (så bliver den mere tør og sprød) eller man kan vælge den hurtigste vej og komme ramsløget direkte på tærtebunden, hælde sovsen over og komme hele herligheden i ovnen (i midten) i en halv times tid ved 200 grader. 

 

Eller man kan bruge denne mere enkle form for tærteopskrift:

 

Rens bladene og blancher dem i en smule saltet vand i et par minutter, læg dem på en forbagt tærtebund og dæk med en blanding af 4 æg, fåreyoughurt og smuldret gedefeta, krydret med muskat, salt og peber.

 

 

Eller endnu mere enkelt:

 

Vi skyllede bladene, kogte dem en 3-4 minutter i lidt letsaltet vand og kom dem i ovnen sammen med ost og en "smørbolle".

Det kom der efter en 10 minutters tid det her ud af: En hurtig og mættende ret, som 2 børn oven i købet elskede at spise!


Sommerens blomster og blade til læskende og lækkert

Top 5:

1.       Almindelig hyld (Sambucus nigra): Hyldeblomstsaft og -the, hyldeblomstpandekager

2.       Storbladet lind (Tilia plathyphylla): The af blomsterne, blade som pålæg eller i salat

3.       Vand-mynte (Mentha aquatica) og andre mynter: Læskedrikke af bladene

4.       Rynket rose (Rosa rugosa) og andre roser: Pynt i grønne salater og på desserter, the af friske hyben

5.       Mjødurt (Philipendula ulmaria): The af bladene; de er så søde at man ikke behøver sukker…

Vær opmærksom på, at det kun er blomsterne (og bærrene, men de kommer senere) af den almindelige hyld som kan bruges; de andre dele af hylden (blade og bark) og den anden hyldeart (Druehyld) er giftige.

Hyldeblomst er alligevel med på top-5, fordi den trods dette er meget almindeligt brugt, og fordi den let at lære at kende sikkert, blandt andet fordi Druehyld blomstrer allerede i april, og har ægformede blomsterstande af små og grøngule blomster uden særlig duft.

Der findes derudover en tredje, meget sjælden og aftagende art af hyld: Sommer-hyld, som også er giftig. Den er en urt og har 9-13 småblade mod den almindelige hylds 5-7 småblade.

 

 


Naturens førstehjælpskasse af vilde planter

Top 5:

1.       Vejbred (Plantago major): Plaster på småsår, kløestillende middel på myggestik og andre insektstik

2.       Røllike (Achillea millefolium): Blodstandsende og helende plaster på åbne småsår,  mavemiddel

3.       Kamille (Camomilla recutita): Forkølelse, fordøjelsesproblemer, afslappende, vaske sår

4.       Fuglegræs (Stellaria media): Kølende omslag på småsår og betændte sår

5.       Lindeblomster(Tilia): Beroligende (hurtigt virkende!) og mod nervøs hovedpine.

Bonusurt: Svaleurt (Chelidonium majus) mod fodvorter


På jagt efter svampe fra sensommer til senvinter

Naturvejledning om svampe

Der findes omkring 3000 arter af svampe i Danmark, som har store og synlige frugtlegemer. Jeg har lavet et lille udvalg af de bedste spisesvampe til brug i friluftsliv; svampene er udvalgt efter

-          Sikkerhed (lette at kende sikkert og svære at forveksle med giftige arter)

-          Almindelighed (findes almindeligt udbredt i Danmark og i større antal)

-          Anvendelighed (velsmagende og lette at tilberede)

Vær 100% sikker på hvad det er for en svamp, inden du spiser den – den findes invaliderende og dødeligt giftige svampe i Danmark.

Svampe der lugter dårligt eller ikke er friske kasseres.

Lad generelt være med at spise svampe rå.

Top 10 over spiselige svampe:

1.       Almindelig Kantarel (Cantharellus cibarius) Sommer

2.       Tragt Kantarel (Chantarellus tubaeformis) Efterår

3.       Almindelig Østershat (Pleurotus ostreatus) Vinter

4.       Karl Johan Rørhat (Boletus edulis) Efterår

5.       Judasøre (Auricularia auricularia-judae) Vinter

6.       Paryk-Blækhat (Coprinus comatus) Sommer - Efterår

7.       Stor Trompetsvamp (Craterellus cornucopioides) Efterår

8.       Almindelig Pigsvamp (Hydnum repandum) Efterår

9.       Spiselig Skørhat (Russula vesca) Sommer – Efterår

10.   Stor Løg-Bruskhat (Marasmius Alliaceus) Sommer – Efterår

Udover denne positiv-liste bør du have kendskab til denne negativliste over dødeligt giftige svampearter:

Dødslisten – top 8 over dødeligt giftige svampe

1.       Grøn Fluesvamp (Europas farligste giftsvamp, og den er almindeligt udbredt!, under bøg og eg)

2.       Snehvid fluesvamp (Lige så giftig som Grøn Fluesvamp, men langt sjældnere)

3.       Bleg Tragthat (Ret almindelig, vokser på åbne steder, inklusive græsplæner)

4.       Puklet Gift-Slørhat (Sjælden, vokser i magre nåletræsbevoksninger/plantager)

5.       Hvælvet Gift-Slørhat (Sjælden, vokser på mager bund i løvskov)

6.       Sirene-Slørhat (Sjælden, vokser på leret og kalkrig jordbund under gamle bøge)

7.       Spiselig Stenmorkel (Er dødeligt giftig som rå, findes hist og her om foråret i nåletræsplantager)

8.       Randbæltet Hjelmhat (Ret almindelig, er dødeligt giftig i store mængder, vokser på løv- og nåletræ og på træflis)

Til sidst har jeg lavet denne liste over farligt giftige svampearter, der medfører hospitalsophold:

1.       Almindelig Netbladhat (Meget almindelig, under nåletræer og i løvskove på mager bund)

2.       Eng-Tragthat (Almindelig, vokser på græsmarker og i klitter)

3.       Panter-Fluesvamp (Ret almindelig, oftest i løvskov)

4.       Giftig Rødblad (Ret sjælden, vokser på leret bund, oftest under eg og bøg)

5.       Trævlhatte (Nogle arter almindelige, vokser både i løv- og nåleskove)

Læs mere om svampe i for eksempel

”Politikens svampebog” af Henning Knudsen & Jens H. Petersen

”De bedste spisesvampe – fra naturen til køkkenet” af Thomas Læssøe og Anna Del Conte

”Danmarks svampe” af Jan Vesterholt

 


Rødder fra vilde planter i friluftslivet

Top 5:

1.       Burre (Arctium tomentosum): Rødderne renses, skrælles og koges

2.       Dunhammer (Typha Latifolia) : Den hvide marv fra rodstok og rodskud anvendes

3.       Tagrør (Phragmites australis): Rødderne renses, vaskes og koges

4.       Almindelig kvikgræs (Elytrigia repens): Velduftende gult mel, sirup og kaffesurogat.

5.       Tidsler (Cirsium): Rødderne renses, vaskes og koges

Bonusurt: Engelsød (Polypodium vulgare): Rødderne smager sødt og lidt af lakrids.

 

 


Øvelse i naturvejledning

Øvelse i naturvejledning

1.     Forberedelse til naturvejledningsturen

a.     Gå en tur igennem det område, som du vil lave naturvejledning i (for eksempel Lærerskolens område og/eller åmosen) og noter dig, hvilke aktuelle, interessante og lokaliserede arter (det vil sige arter som ikke er væk når du kommer forbi igen næste gang sammen med dem du skal formidle til – altså for eksempel urter og træer, men også ynglende frøer, en myretue eller en lort…) der er på turen.

b.    Noter dig også, hvor lang tid det omtrent tager at gå turen, inklusive det antal stoppesteder (man laver et stoppested der hvor man vil stoppe op og formidle noget om en bestemt art eller om noget andet i naturen), som du bestemmer dig for at lægge ind på turen + lidt buffertid til uforudsete begivenheder på turen.

c.     Læs op på de arter, som du vil fortælle om på denne tur. Brug de kompendier, som jeg laver, og eventuelt også håndbøger og nettet. Brug for eksempel disse 5 grundspørgsmål til at disponere din fortælling om den enkelte art:

                                          i.    Hvordan kan man kende denne art?

                                         ii.    Hvad er det mest interessante ved den?

                                        iii.    Hvordan lever den sit liv fra fødsel til død?

                                        iv.    Hvordan er den tilpasset til at leve på dette sted i naturen?

                                         v.    Hvilken betydning har den for os mennesker?

 

2.     Selve naturvejledningsturen

a.     Sørg for at deltagerne er helt klar over præcist hvor og hvornår turen starter, hvad de skal have på og med, og om der ellers er noget særligt de skal forberede sig på inden turen

b.    Intro: Begynd med en velkomst, hvor du giver deltagerne et overblik over – og en appetitvækker på – turen. Lav også eventuelle praktiske aftaler her – for eksempel, at ingen går foran dig; på den måde er det lettest for dig at sætte tempoet og holde styr på tropperne.

c.     Gå til det første stoppested. Du kan eventuelt bruge tiden fra stop til stop på at socialisere med deltagerne, på at give dem lejlighed til at stille spørgsmål eller til selv at fortælle om deres naturoplevelser, eller du kan gå alene og forberede dig mentalt på formidlingen ved det første stoppested og/eller være på udkig efter interessante spontane naturbegivenheder, såsom fugle eller insekter.

d.    Formidlingen ved det første stoppested: Vælg din egen placering med omhu i forhold til det som du vil formidle (for eksempel en urt), i forhold til deltagerne og i forhold til sol og vind. Fortæl en god natur-historie om urten og giv så vidt muligt deltagerne lejlighed til at opleve fænomenet med alle de andre sanser også: Se – røre – lugte – smage. Pas på ikke at smide for mange fakta for hurtigt i hovedet på folk; giv dem tid til at følge med intellektuelt og sansemæssigt, og giv dem lejlighed til at stille spørgsmål undervejs. Tilhørerne på sådanne tur bliver let distraherede/optagede af andre ting i naturen – eller af hinanden – så vær opmærksomme på dem, vent nogle gange på dem og sørg for at samle deres opmærksomhed igen om nødvendigt.

e.     Så går det ellers på samme vis fra stoppested til stoppested.

f.     Til sidst føres deltagerne tilbage til udgangspunktet, og naturvejlederen runder turen af. Man kan vælge at sige tak for nu og håbe at de har haft en god tur, eller - hvis tiden tillader det og man gerne vil det – give tid til spørgsmål og tilbagemeldinger fra deltagerne.

 

3.     Feedback fra deltagerne og didaktisk drøftelse: Hvad fungerede? Hvad fungerede ikke? Hvad kunne gøres anderledes? Konkretiser og begrund!


Spis og drik træerne om vinteren...

OBS!

Spis aldrig noget du ikke er 100% sikker på hvad er!

Man må ikke uden videre brække gerne af træer og buske i skovene.

 

Træets navn

Spiselige dele

Bemærkninger

Skovfyr (Pinus sylvestris)

Barken på de unge grene (årsskuddene).

 

 

 

 

Nålene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rødder fra unge træer

Barken rives af indtil veddet, skæres i små stykker og koges i 15 minutter. Kogevandet drikkes. Har en lav næringsværdi.

Man samler et par håndfulde fyrrenåle (de bedste sidder på grenspidserne), kommer dem i 1/2 liter kogende vand og koger dem cirka 20 minutter under låg. Denne the/drik dækker 1/3 af dit dagsbehov for c-vitamin og giver kulhydrater svarende til en sukkerknald.

Unge fyrretræer (10 – 50 centimeter høje) trækkes op med rod og det hele. De tynde og bløde rødder renses, koges og spises. Har en lav næringsværdi.

Rosen buske (Rosa sp.)

Frugterne (Hyben).

Alle arter af rosenfrugter kan spises, og de kan spises hele vinteren, også selvom de er blevet sortbrune frem for røde (men naturligvis ikke hvis de er mugne).

Frugterne renses for frø og koges i vand (en håndfuld hyben til 3 dl vand) i 15 minutter, hvorefter hele herligheden indtages. God næringsværdi: Frugtkødet fra cirka 300 hyben kan dække det daglige mindstebehov for kulhydrat (2100 kJ = 500 kcal.) 20 kogte hyben (incl. kogevandet) eller 5-10 friske hyben dækker dagsbehovet for c-vitamin (60 mg).

Birk (Betula sp.)

Knopperne

Knopperne kan spises rå eller kogte, men de er ret bitre. Næringsindholdet er lavt, men de er fiberrige og kan derfor give en vis mæthedsfornemmelse ved at fylde i mave og i tarmene.

Inderbarken (det grønne lag bag den døde, hvide yderbark) skrælles fra veddet i strimler. Strimlerne skæres i småstykker, der koges et kvarter i vand. Væsken drikkes. Lavt næringsindhold – og besværligt at tilberede.

Ene (Juniperus communis)

Bærrene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grene og rødder

De modne bær (de blå) plukkes og bruges til at leve the af eller som krydderi i maden. Godt næringsindhold, da de indeholder mange kulhydrater og meget c-vitamin, men spis ikke for mange af dem, da det kan give kvalme.

Grenene og de rensede rødder kan koges i vand, hvorefter afkoget drikkes. Ret lavt kulhydratindhold.

Almindelig Røn (Sorbus aucuparia)

Frugterne.

Frugterne kan koges til suppe, syltetøj, sirup eller gele. Eller de kan bruges til at lave snaps af, når de har fået frost: 2 dele frugter til en del spiritus trækker i cirka 3 uger, hvorefter bærrene filtreres fra.

Slåen (Prunus spinosa)

Frugterne.

Frugterne får en blidere og rundere aroma, når de har fået frost. Kan bruges til snaps, gele og og saft ligesom rønnebær,

 


På jagt efter vinterens spisesvampe

I vintermånederne vil jeg gerne anbefale 3 forskellige gode og sikre spisesvamp: Østershat, Judasøre og Fløjlsfod.

 

Når frosten holder en pause er det tid til at gå på jagt efter den glimrende vinter-spisesvamp Østershat, som et par dage efter frostvejr vælder frem fra fældede træer i stabler eller fra rådne grene på elletræer, hyldebuske mv.

 

Hvis man vil være mere sikker (end man kan blive ved at se på billeder og læse tekst)  på hvordan en Østershat ser ud, så kan man tit finde dem i supermarkedernes kølediske.

 

Her forleden dag fandt jeg så den anden vinter-spisesvamp, nemlig den der hedder Almindelig fløjlsfod - se billede af den her ved siden af og læs for eksempel mere om den i Kaskelot nr. 120: Hatsvampe på træstuppe, skrevet af Torben Gang Rasmussen.

 

Almindelig Fløjlsfod kendes på at det meste af stilken er mørk og fløjlsagtig, hatten er gul og fedtet og på at man kan se lamellerne ovenfra som en rand af fine striber i randen af hatten - og så vokser den i store knipper på rådnende stammer midt om vinteren.

 

Endelig kan man hele vinteren finde den tredie gode og sikre vinterspisesvamp på hyldetræer I sydlige, kystnære områder, nemlig den der hedder Judasøre. Den er umiskendelig i kraft af sit voksested og af at den virkelig ligner og føles (men heldigvis ikke smager  🤒) som et brunligt øre.

 

Tilberedning :

Af Fløjlsfod spiser man kun hatten, som er det bedste, idet den sorte stilk er mere sej i det, Svampen kan steges på panden i en blanding af olivenolie og lidt smør -  som i øvrigt er den mest velsmagende og samtidig sunde stegeblanding jeg kender: Koldpresset olivenolie er et af de sundeste fedtstoffer, specielt til stegning,  og det tilfører retten lidt fin bitterhed, der er en sjældenhed i vores moderne, vestlige madkultur - mens smør giver en fed velsmag samtidig med at dets vandindhold holder stegetemperaturen ned, hvilket også er det sundeste.

 

Nå, men svampene steges altså i denne blanding sammen med lidt hvidløg og til sidst salt og peber. Man kan også stege svampene på lignende måde i en gryde, og så lave en svampesuppe ud af det, eventuelt blot ved at tilsætte lidt bouillion og vand. Fløjlsfod er nok bedst kogt, da den kan virke noget slimet i stegt tilstand.

 

Østershat tilberedes på samme måde. Østershat er bedst når hattene på oversiden er blålige eller gråligt-hvide; når de begynder at blive mere brune i kuløren smanger de ikke så godt mere.

 

Judasøre skal altid koges; de duer simplethen ikke at stege, da de hopper og danser rundt i fedtstoffet på panden og endda kan hoppe af med et smæld, så fedtstoffet sprøjter ud til alle sider.

Judasøre kan bruges til at lave en ret kaldet ”ris med sorte klude”: Svampene renses, skæres i små stykker og koges sammen med ris.


Man kan også lave en meget enkelt svampesuppe af judasøre, ved at  skære svampene i småstykker og koge dem i vand med ganske lidt salt. Derpå tilsætter man et par suppeterninger og suppen er færdig.

Endelig kan man lavet en enkel sammenkogt ret ved at komme karry i det opvarmede fedtstof og brænde det af i et halvt minut; derefter steger man løg bløde i det ved svag varme. Til sidst tilsættes kogte judasører (kog dem i 10 minutter i letsaltet vand) og kogte ris til retten. Man kan også lave en kartoffelsuppe med judasører, ved at skære selleri og kartofler i mindre stykker og komme dem oven i løgblandingen. Hele herligheden koges et kvarters tid, tilsættes salt og peber og er klar til servering.

Judasøre er i øvrigt suveræn nemt at tørre; den kan endda indsamles direkte i tørret tilstand, for eksempel i frostperioder.


Sikkerhed:

Man skal som altid være helt sikker på hvad det er for en svamp man har fundet inden man spiser den - idet man risikerer alvorlige organskader eller livet ved at spise blot små mængder af de giftigste svampe vi har her i landet - men det gode ved at gå på svampejagt her om vinteren er blandt andet, at der er langt færre svampe fremme, at de giftigste arter som fluesvampe slet ikke er fremme om vinteren og at de arter jeg her har nævnt er lette at kende i kraft af deres særprægede vækstform og væksttidspunkt, hvilket man efter min erfaring ikke kan sige om svampe generelt (med undtagelse af enkelte grupper som for eksempel rørhatte, men dem vender jeg tilbage til når de bliver aktuelle derude).

 

 

 

 


Naturkendskab - efterår

Her ved efterårstide er der masser af sene bær og frugter at hente i naturen. For eksempel rønnebær, slåen og æbler.

Rønnebær er meget karakteristiske med deres orange-røde bær i små klaser, der sidder og lyser op i det lille pæne træs åbne krone, imellem de opdelte blade. Man skal dog som altid være helt sikker på hvad det er man spiser, når man selv finder spiselige ting i naturen, så man ikke kommer til at forveksle spiselige bær med giftige bær for eksempel.

Rønnebær kan blandes med æbler (lige meget af hvert) og sættes til at simre i en halv times tid i en gryde med lidt vand i. Derefter sies saften igennem et klæde (det går langsomt: lad det stå natten over) og tilsættes omkring et kilo sukker per liter saft. Selv vil jeg begrænse sukkermængden og bruge det bedst mulige sukker, som for eksempel økologisk rørsukker, både af hensyn til sundheden (hvidt sukker anses af mange for at være sundhedsnedbrydende, blandt andet fordi det udfordrer kroppens blodsukkerbalance og personligt vil jeg hellere bruge de kalorier på noget lækkert fedtstof som essentielle fedtsyrer) og af hensyn til bæredygtigheden.

I min familie har vi vænnet os til at begrænse sukkermængden, både af hensyn til sundheden og for at få nogle flere og anderledes smagsoplevelser end det søde, salte og eventuelt sure som dominerer maden i disse år. Både børn og voksne kan således lære at nyde de bitre smage i friske mælkebøtteblade eller de astringerende smage i kartofler og halvmodne bananer. Vi er også gået over til at købe syltetøj og marmelade der er sødet med æbler i stedet for med sukker, hvilket alle i familien nu er fuldt ud tilfredse med. Så måske kan man helt undlade sukker også i denne opskrift og i stedet komme mere æble i?

Hvad man end vælger af komme i af sødestof så rører man rundt i blandingen og giver det et opkog, til alt sukkeret (hvis det er der!) er opløst. Nu har man grundlæggende fået lavet sig en rønnebærgele - hvis den skal holde sig kan man tilsætte ½ teskefuld atamonpulver per liter saft.

Slåen er kuglerunde, blåduggede stenfrugter der sidder godt beskyttede af de centimeterlange grentorne, som præger de tætte krat som slåenbuskene danner. Når slåenfrugterne har fået frost i oktober - november er de klar til at blive plukkede. Også de kan blandes med æbler til gele eller man kan lave en likør af dem: Lige dele slåen og sukker blandes i en bredmundet flaske så den er halvt fuld. Flasken fyldes så næsten op med snaps eller gin og står et par måneder med låg på. Husk at ryste flasken en gang imellem så indholdet bliver godt blandet. Efter et par måneder sies frugtmassen fra og likøren er klar til julefrokoster ol.

Hvis man ikke er så meget for alt det sukker kan man lade være med at komme det i - så får man blot en kryddersnaps i stedet for.

Det behøver heller ikke at være bær altsammen - man kan for eksempel gå sig en tur ud i efteråret og samle sig lidt rødder til en stuvning: Rødder fra for eksempel Mælkebøtte, Dunhammer og Tagrør er her om efteråret ved at være fyldt op med oplagsnæring (stivelse), er lette at kende men ikke at forveksle med giftige arter (hvad for eksempel Vild Kørvel er - den tilhører samme familie som Skarntyde og Gifttyde!) og findes almindeligt og i så store mængder at man faktisk kan få et mættende måltid ud af dem.

Tagrørs jordstængel (de yngste, bløde dele er bedst) skrælles og skæres i mindre stykker; rødderne fra Mælkebøtte koges i to hold vand inden de bruges og marven fra Dunhammer tages ud sammen med rodskuddene. Man kan også samle bladstilkene fra skvalderkål og bruge dem til at fylde (og smage!) i stuvningen: Hvis man har et hold elever og et skvalderkålsfyldt hjørne i haven kan man jo hurtigt få samlet nogle hundrede stilke til stuvningen..

Mange vil tænke på foråret og især sommeren som de bedste årstider at finde grøn mad i naturen, men faktisk er det fra september og frem til foråret at de 2-flerårige plantearter har fyldt rødder og jordstængler op med oplagsnæring.

Udover de 3 arter jeg har nævnt ovenfor kan man bruge rødder og jordstængler fra: Cikorie, Kvikgræs (udryd kvikgræsset i staudebedet ved at spise det til aftensmad!), Burre, Gedeskæg, Pastinak, Kommen, Vild Kørvel og Vild gulerod.

Det smarte ved disse planter er derudover at de ofte kan findes langs veje og stier, i store mængder og let tilgængeligt. Hvis man holder sig fra de allermest trafikerede steder (også af hensyn til sikkerheden, når man går optaget og bøjet rundt og graver rødder op...) skulle der ikke være nogen sundhedsproblemer i at anvende de underjordiske dele af planterne, idet forureningen omkring veje overvejende sætter sig i de overjordiske dele som bladene.

Det mindre smarte ved de sidste 4 af artene på listen ovenover (fra og med Pastinak) er at de tilhører sammen familie (Skærmplantefamilien) som nogle af vores allergiftigste planter, nemlig Gifttyde og Skarntyde og derfor af et hurtigt, ukyndigt eller barnligt blik kunne forveksles.

Risikoen for forveksling er dog - i hvert for voksne - ikke så stor i praksis som jeg lige vil skitsere:


Gifttyde vokser på meget fugtige og ret utilgængelige steder langs bredderne af søer og åer - mens de nævnte "rodfrugter" tværtimod vokser på tørre steder langs veje. Derudover har Gifttyden en kamret og opsvulmet jordstængel.


Skarntyde er en langt farligere plante, relativt set, da den både minder om og gror nogle af de samme steder (langs veje, i hegn og ved huse) som de nævnte spiselige planter. Skarntyden kan dog kendes på sin glatte blåduggede stængel, der forneden er fuld af rødviolette pletter og streger - mens for eksempel Vild Kørvel har en furet stængel der er håret forneden.

Det er altså muligt med sikkerhed at kende og undgå disse 2 farlige giftplanter, men indtil man har haft alle disse forskellige skærmplanter i hånden og sammen med en erfaren plantekender har gennemgået ligheder og forskelle ville jeg nok vælge at undgå Skærmblomstfamilien (som er let at kende som gruppe på de karakteristiske blomsterskærme og snitdelte blade) og holde sig til de mange andre almindelige og letkendelige arter af "rodfrugter" som man uden risikokan få et mættende, sundt og velsmagende måltid ud af.


På tur efter bær bag klitterne

Sidst i juli var jeg en tur op til de store naturområder syd for Skagen. På hederne bag klitterne kan man blandt andet finde store bevoksninger af mosebølle, en lav, tæt busk der gror i store bevoksninger på fugtigere områder. Hele familien brugte lang tid på at fouragere rundt i det lave krat og plukke de store, lækre bær (se billedet ved siden af her). Interessant nok forveksles mosebølle ofte med blåbær – ja, langt de flest gange jeg har fået serveret ”blåbær” på restauranter (eller set dem ved vejboder) har det i virkeligheden drejet sig om mosebølle-bær. En gang kom jeg nærmest op at skændes med en kok, der ikke ville give sig, men blev ved med at holde fast i at han skam serverede blåbær – mens jeg som biolog med speciale i botanik lige så stædigt påpegede at det her altså var mosebølle...

 

Det er ellers ikke svært at kende forskel på de to bær: Blåbær er nemlig virkelig blå, forstået på den måde, at når man plukker og spiser dem får man den intense blå/lilla farve på fingre, læber og tunge – mens mosebølle er farveløse indeni. Når syren i blåbærrene kommer i kontakt med det basiske spyt i munden, så neutraliseres syren og farven bliver endnu kraftigere. Så vis mig din tunge, så skal jeg sige dig hvad du har spist! Hvis man plukker bærrene i naturen kan man også se forskel på selve buskene, idet blåbærbuske har grønne, kantede kviste mens mosebølle har brune og runde.

 

Vi fandt også mængder af et andet bær på hederne: revling eller sortebær. De lave, krybende dværgbuske vokser i store flader, fyldte med kuglerunde, sorte bær. Mens der næsten kan være rift om de fine blåbær og mosebølle er de fleste ligeglade med sortebær, der ellers byder sig til i store, lettilgængelige mængder: De smager ikke rigtig af noget, nærmest flovt eller måske nærmere astringerende, som er en sjette type af smag (udover sødt, surt, bittert, salt og stærkt) som det gamle indiske helsesystem ayurveda opererer med. Den astringerende smag virker nærmest sammensnerpende i munden (som for eksempel når man spiser umodne bananer) og ifølge ayurveda skal man også have denne sjette smagskvalitet for at få et fuldt smagende og helsebringende måltid.

 

Jeg synes at vi i vores kultur bruger alt for meget af de søde, salte og eventuelt sure smage, mens vi udnytter de bitre og astringerende smage alt for lidt. Disse smage kan ofte findes i mange af naturens urter og bær (men aldrig i fastfood...) og det at tage ud i naturen og samle mad herude kan således være en god lejlighed til at forsøge at give børn og unge smag for andet end sødt og salt – mine børn vil for eksempel godt smage og spise sortebær (astringerende), friske mælkebøtteblade (bitre) eller friske skud af skvalderkål (bitre)

 

Sortebær har også den i friluftslivssammenhænge nyttige egenskab, at den indeholder så store mængder af harpiksagtige stoffer, at den brænder godt selv i frisk tilstand – så hvis man skulle komme i bekneb med lejrbålet kan man nok tillade sig med nænsomhed at hente lidt revling til at tænde op med, bare man ikke gør det helt derude hvor den med sine meterlange rødder og tørketilpassede blade på krybende skud er med til at holde sammen på klitterne.

 

I botanikkens sprog er sortebær slet ikke bær, men stenfrugter ligesom for eksempel kirsebær. Botanisk set er et bær en helt igennem saftig frugt med mange frø, mens en stenfrugt er en ligeledes saftig frugt, men hvor der inderst i frugten er et hårdt lag, der omgiver et eller nogle få frø. Sortebær er således stenfrugter, hvor der inde i de sorte og saftige frugter ligger 6-9 sten med et frø inde i hver af stenene. Disse sten er så hårde og ufordøjelige at de går lige igennem de fugle (især stære), som i modsætning til mennesker elsker sortebær, og med deres ekskrementer spreder frøene over store arealer.

 

Blåbær er derimod rent faktisk et ægte bær. Så nu håber jeg at læserne både er rustede til at kende og nyde nogle af de mange herlige vilde bær man kan finde i naturen her i sensommeren – og til at diskutere med de kokke og vejsælgere, der vil spise dem af med mosebølle i stedet for de ægte blåbær...


Strandkålen strutter på stranden
Billedet viser et smukt eksemplar af Strandkål, fotograferet på stranden ud for Sonnerup skov (meget anbefalelsesværdig til friluftsliv!) på Sjællands Odde i august 2007.

Jeg nåede ikke at smage på den her i år, men den skulle være udmærket at spise: Blomsterstanden kan spises som broccoli, bladene som kål (nu er de så kraftige at de skal koges ½ times tid) og de umodne frø skulle være lækre at spise lige fra skulpen.

Strandkål kategoriseres som almindelig; det er nu ikke mit indtryk fra de steder jeg har været så jeg ville være tilbageholdende med at høste den i større mængder til friluftsmaden.

Derimod kan man høste frøene og så dem i haven; efter et par år skulle man så have sig en spændende og anderledes køkkenurt i haven..

Eller hvad med at dyrke den på skolen?

Jeg overvejer om vi skulle lave et bed med "vilde madplanter" her på Lærerskolen, hvor man kunne lære nogle af de bedste og almindeligste spiselige planter at kende, også når man ikke har tid til at finde dem selv derude i naturen.


Så er der kantareller!
Billedet viser et par kantareller, fotograferet her i august i vejkanten i en bøgeskov på sydfyn.

Så nu er tiden inde til at man kan gå på jagt efter kantareller og andre spiselige svampe i skov og mark - især efter at vi har fået  både regn og varme.

Problemet ved det naturligt nok faren for at komme til at spise nogle giftige svampe, idet vi jo vitterligt har både stærkt skadende og dødeligt giftige svampe her til lands.

Rådet er generelt kun at spise svampe som man er helt sikker på at man kender. Jeg vil anbefale at begynde med at samle svampe indenfor den store gruppe af svampe som kaldes for rørhatte. De er nemme at kende idet de har "skumgummi" eller rør under hatten (i modsærning til en anden stor gruppe svampe som har lameller under hatten) og så er der ikke nogen dødeligt giftige imellem dem, kun et par sjældne og ubehagelige typer som naturligt nok hedder sådan noget som "Satans rørhat"...

Mad fra naturen i det tidlige forår

I de første dage af den første officielle forårsmåned er der godt gang i forårstegnene:
- bingelurt blomstrer i skovbunden
- de første lærkesporer er også begyndt at blomstre
- det samme gør lungeurten ( se billedet her ved siden af) - navnet kommer af atden skulle være blevet brugt mod lungesygdomme. De første blomster er røde, så bliver de violette og til sidst blå. Farveskiftet skyldes at der har været et insekt for at drikke nektaren og bestøve blomsten. Dette ændrer surhedsgraden og dermed farven i blomsten.
- de første hvide anemoner blomstrer på lune, sydvendte skråninger
- sanglærkerne synger på lune dage; jeg så og hørte en stige næsten lodret op ad i et par minutter mens den sang uafbrudt af fuld hals. Noget af en kraftpræsentation - tænk at have sådan en kondi! - men det er jo netop også meningen at tiltrække hunnerne med sådan en styrke...
- i skoven kan man høre flagspætten tromme sin styrke og sit ejerskab af området ud ved at hamre løs på døde, tørre grene
- et ravnepar fløj forbi højt over markerne mens de udstødte deres karakteristiske hæse, dybe skrig; de ligner krager eller råger, men er større og har en større stemme...
- ellers er de højere luftlag over skoven domineret af musvågerne, der cirkler rundt og "miauver"
- i sangkoret i skoven har musvitterne fået følgeskab af gulspurven (den tæller til syv..) og bogfinken ("det-det-det ka jeg sige li så tit det ska være") - lige nu er den letteste årstid at lære fuglestemmerne at kende fordi der endnu er overskueligt få
- der kom også en flok sjaggere gennem skoven: De er på størrelse med solsorte, men er grå på rumpen og så siger de "sjag-sjag-sjag"
- på jordoverfladen kan man se små klumper eller bunker af jord; det er tegn på at regnormene er blevet aktive igen og er gået igang med at æde sig igennem muldbunden, hvilket de så skider ud i små bunker på jordoverfladen...

Med hensyn til spiselige ting fra naturen, så er der nu gode muligheder for at høste masser af ramsløg (se billede nedenunder) og friske brændenældeskud (se billede øverst på siden). Nældeskuddene skal skylles grundigt da der ofte er ret meget jord, græs mv. i dem. Jeg plejer så bare at koge dem i lidt saltvand et minuts tid og derefter servere dem på en tallerken så folk kan hapse og nipse af dem i løbet af aftensmaden; jeg har gode erfaringer med at få børn til at spise dem på den måde. Bortset altså fra den gang, hvor jeg havde nøjedes med hutigt at hælde kogende vand over nælderne og så serveret dem umiddelbart efter: Både min yngste datter og jeg brændte os grundigt i munden på brændenælderne - heldigvis har hun ikke taget mig eller dem det ilde op i længden og spiser dem nu gerne...

Og det er rigtig godt, for 20-30% af danske piger og unge kvinder lider af mangel på jern - hvilket menes at kunne føre til problemer blandt andet med indlæringen - og brændenælder er en rigtig god kilde til jern. Og så har de færre bivirkninger end jerntabletter + en række andre gode indholdsstoffer: Flavonoider (modvirker betændelser), karotin (et forstadie til A-vitamin, modvirker også betændelser), kalium, c-vitaminer mm.

Her i 2010 arbejder jeg på at lave en liste over de bedste og sikreste spiselige vilde planter i forårsmånederne. Foreløbig har jeg tænkt mig at sætte følgende vilde grøntsager på listen:
- Skvalderkål
- Brændenælde
- Fuglegræs
- Mælde
- Mælkebøtte
- Gåsefod
- Vejbred
- Kvikgræs
- Tagrør
- Humle
- Gederams


Rejemad i juni

Så er det blevet sommer - både ifølge kalenderen og helt reel derude i naturen.

Juni er en optimal måned til at fange rejer i (hvis man har slige lyster..). Rejer fanges på det lave vand nær kysten med en ketsjer. Både Almindelig reje (der også kaldes for Roskildereje) og Hesterejen kan spises - forskellen ligger mest i at Almindelig reje bliver lyserød ved kogning, hvilket Hesterejer ikke gør. Heste- er en forstavelse som man traditionelt har sat på dyr eller planter, som ikke var så gode at spise som andre lignende organismer, f.eks. hestekastanier (der ikke kan spises af mennesker og bedst bruges til at lave grov sæbe af) i forhold til den ægte kastanie, der er en delikat spise.

Der er i øvrigt en tredie art af rejer på det lave, beskyttede vand. Det er Tangrejen, der meget ligner den almindelige reje, og som også er en god spisereje der bliver lyserød ved kogning.

Så alt i alt har vi 3 arter af gode spiselige rejer på det lave vand - vi har bare tradition for at spise dem der bliver lyserøde ved kogning her til lands, mens man i Tyskland og England gerne spiser hesterejer.

Apropos det at blive lyserød og stranden, så er der rigtig gode grunde (se f.eks. www.cancer.dk)  til at undgå at blive solskoldet når man dyrker friluftslivet på stranden og langs kysten. Når jeg professionelt og i fritiden tager på tur, så går jeg altid ind på DMI's hjemmeside (www.dmi.dk)  og læser vejrudsigten + dagens UV-indeks. Her finder man konkret rådgivning om hvordan man skal undgå at blive skadet af solen, afhængigt af hvilken hudtype man har. F.eks. er der i skrivende middagsstund en solrig junidag et uv-indeks på 6.0, hvilket medfører en anbefaling om at bruge hat, tøj og skygge - og hvis man skal/vil være ude i solen mens uv-strålingen er så høj (typisk klokken12-15) så bruge godt med solcreme på den udsatte hud.

Med hensyn til spiselige planter vil jeg meget anbefale at man prøver hyldepandekager, når den almindelige hyld begynder at blomstre hen mod midsommer. Man plukker så fine og friske blomsterskærme som muligt fra hyldebuskene, renser dem for smådyr og snavs, dypper dem godt i pandekagedej og steger så hele herligheden på pande. Når dejen er stegt færdig kan man nok så praktisk tage fat i stilken på hyldeblomsten og så har man en fin, bærbar sommer fastfood.

Man kan også lave lækre og aromatiske drikke af hyldeblomsterne.Personligt foretrækker jeg dem ikke alt for sukrede - man kan for eksempel lave te af blomstrene, lade teen køle ned, komme den i flasker og sætte den i køleskabet.

Og så vil jeg ellers ønske læserne af Nyt fra naturen en god sommer i det fri - vi vender tilbage her på siden midt i august, med nyt både fra naturen og fra undervisningen i friluftsliv på Den frie Lærerskole.


Maj er en god mad-måned!
Hvad kan man finde derude her i maj til at lave mad af? Udover friske bøgeblade i forårssalaten (billedet ovenfor) er det sæson for at spise græs og friske skud af dunhammer (billedet ved siden af). Dunhammerskuddene trækkes simpelthen af planten, så er de friske og rene og lige til at lægge i kurven. De tilberedes ligesom porrer.

Sammen med dunhammer gror der oftest også tagrør i kanten af søer, moser og fjorde. Nu er det tid at spise dem ved at trække i toppen af de friske nye skud, således at den øverste del at strået trækkes ud af det rør den sider fast i på den nederste del af strået. Man spiser så det allernederste, bløde, søde og friske af den stængel man har trukkes af. Det sammen kan man gøre med f.eks. hundegræs.
Pædagogisk perspektiv: Er det ikke sært at gå og spise græs - det er da noget køer lever af...Nej, fakisk så er vi mindst lige så afhængige af græs som køerne - tank bar på hvis vi skulle undvære at spise ris, pasta, hvede, rug, og havre som alle er frø af græs...

Her i de første dage af maj er det et pragtfuldt, strålende sommervejr – så alting vælter op ad jorden, vandet og ind over grænserne sydfra:


  • den 5. maj hørte jeg for første gang gøgen kukke i åmosen

  • den 8. maj hørte jeg for første gang i år nattergalen i åmosen. Foreløbigt er der kommet 2 hanner, som sidder og synger i hver sin ende af mosen...

  • samme dag var der 4 kærhøge, som skruede sig op i den varme luft over markerne omkring mosen. Så vidt jeg kunne se (og høre) var det rørhøge, om også yngler i åmosen.

  • gransangeren og de andre sangere er også ankommet

  • samme dag så jeg også de første nyklækkede guldsmede og vandnymfer, i deres fantastiske metalglinsende farvepragt. De er kommet kravlende op fra dybet af vandhuller for at forvandle sig fra ulækker alien til fantastiske flyvende juveler.Facinerende at se dem flyve deres første tur: Der er ikke den sædvanlige raslende lyd fra deres 4 vinger - formodentlig fordi vingerne ikke er helt tørre endnu

  • og så er bøgen jo for længst begyndt at springe ud. De lysegrønne blade har en egen frisk-bitter smag og er sjove at gå og småspise på ture rundt I naturen eller som et anderledes pift i forårssalaten. Efter min erfaring skal man dog ikke spise for mange af dem, for så kan man godt få det lidt underligt i maven (det gælder jo mange ting, og bladene er ikke direkte giftige…)


Bær og rødder om efteråret
Her ved efterårstide er der masser af sene bær og frugter at hente i naturen. For eksempel rønnebær, slåen og æbler. Rønnebær er meget karakteristiske med deres orange-røde bær i små klaser, der sidder og lyser op i det lille pæne træs åbne krone, imellem de opdelte blade. Man skal dog som altid være helt sikker på hvad det er man spiser, når man selv finder spiselige ting i naturen, så man ikke kommer til at forveksle spiselige bær med giftige bær for eksempel.

Rønnebær kan blandes med æbler (lige meget af hvert) og sættes til at simre i en halv times tid i en gryde med lidt vand i. Derefter sies saften igennem et klæde (det går langsomt: lad det stå natten over) og tilsættes omkring et kilo sukker per liter saft. Selv vil jeg begrænse sukkermængden og bruge det bedst mulige sukker, som for eksempel økologisk rørsukker, både af hensyn til sundheden (hvidt sukker anses af mange for at være sundhedsnedbrydende, blandt andet fordi det udfordrer kroppens blodsukkerbalance og personligt vil jeg hellere bruge de kalorier på noget lækkert fedtstof som essentielle fedtsyrer) og af hensyn til bæredygtigheden.

I min familie har vi vænnet os til at begrænse sukkermængden, både af hensyn til sundheden og for at få nogle flere og anderledes smagsoplevelser end det søde, salte og eventuelt sure som dominerer maden i disse år. Både børn og voksne kan således eftrehånden nyde de bitre smage i friske mælkebøtteblade eller de astringerende smage i kartofler og halvmodne bananer. Vi er også gået over til at købe syltetøj og marmelade der er sødet med æbler i stedet for med sukker, hvilket alle i familien nu er fuldt ud tilfredse med. Så måske kan man helt undlade sukker også i denne opskrift og i stedet komme mere æble i?

Hvad man end vælger af komme i af sødestof så rører man rundt i blandingen og giver det et opkog, til alt sukkeret (hvis det er der!) er opløst. Nu har man grundlæggende fået lavet sig en rønnebærgele - hvis den skal holde sig kan man tilsætte ½ teskefuld atamonpulver per liter saft.

Slåen er kuglerunde, blåduggede stenfrugter der er sidder godt beskyttede af de centimeterlange grentorne, som præger de tætte krat som slåenbuskene danner. Når slåenfrugterne har fået frost i oktober - november er de klar til at blive plukkede. Også de kan blandes med æbler til gele eller man kan lave en likør af dem: Lige dele slåen og sukker blandes i en bredmundet flaske så den er halvt fuld. Flasken fyldes så næsten op med snaps eller gin og står et par måneder med låg på. Husk at ryste flasken en gang imelem så indholdet bliver godt blandet. Efter et par måneder sies frugtmassen fra og likøren er klar til julefrokoster ol.

Hvis man ikke er så meget for alt det sukker kan man lade være med at komme det i - så får man blot en kryddersnaps i stedet for.

Det behøver heller ikke at være bær altsammen - man kan for eksempel gå sig en tur ud i efteråret og samle sig lidt rødder til en stuvning: Rødder fra for eksempel Mælkebøtte, Dunhammer og Tagrør er her om efteråret ved at være fyldt op med oplagsnæring (stivelse), er lette at kende men ikke at forveksle med giftige arter (hvad for eksempel Vild Kørvel er - den tilhører samme familie som Skarntyde og Gifttyde!) og findes almindeligt og i så store mængder at man faktisk kan få et mættende måltid ud af dem.

Tagrørs jordstængel (de yngste, bløde dele er bedst) skrælles og skæres i mindre stykker; rødderne fra Mælkebøtte koges i to hold vand inden de bruges og marven fra Dunhammer tages ud sammen med rodskuddene. Man kan også samle bladstilkene fra skvalderkål og bruge dem til at fylde (og smage!) i stuvningen: Hvis man har et hold elever og et skvalderkålsfyldt hjørne i haven kan man jo hurtigt få samlet nogle hundrede stilke til stuvningen..

Mange vil tænke på foråret og især sommeren som de bedste årstider at finde grøn mad i naturen, men faktisk er det fra september og frem til foråret at de 2-flerårige plantearter har fyldt rødder og jordstængler op med oplagsnæring. Udover de 3 arter jeg har nævnt ovenfor kan man bruge rødder og jordstængler fra: Cikorie, Kvikgræs (udryd kvikgræsset i staudebedet ved at spise det til afensmad!), Burre,Gedeskæg, Pastinak, Kommen, Vild Kørvel og Vild gulerod.

Det smarte ved disse planter er derudover at de ofte kan findes langs veje og stier, i store mængder og let tilgængeligt. Hvis man holder sig fra de allemest trafikerede steder (også af hensyn til sikkerheden, når man går optaget og bøjet rundt og graver rødder op...) skulle der ikke være nogen sundhedsproblemer i at anvende de underjordiske dele af planterne, idet forureningen omkring veje overvejende sætter sig i de overjordiske dele som bladene.

Det mindre smarte ved de sidste 4 af artene på listen ovenover (fra og med Pastinak) er at de tilhører sammen familie (Skærmplantefamilien) som nogle af vores allergiftigste planter, nemlig Gifttyde og Skarntyde og derfor af et hurtigt, ukyndigt eller barnligt blik kunne forveksles.

Risikoen for forveksling er dog - i hvert for voksne - ikke så stor i praksis som jeg lige vil skitsere:
Gifttyde vokser på meget fugtige og ret utilgængelige steder langs bredderne af søer og åer - mens de nævnte "rodfrugter" tværtimod vokser på tørre steder langs veje. Derudover har Gifttyden en kamret og opsvulmet jordstængel.
Skarntyde er en langt farligere plante, så at sige, da den både minder om og gror nogle af de samme steder (langs veje, i hegn og ved huse) som de nævnte spiselige planter. Skarntyden kan dog kendes på sin glatte blåduggede stængel, der forneden er fuld af rødviolette pletter og streger - mens for eksempel Vild Kørvel har en furet stængel der er håret forneden.

Det er altså muligt med sikkerhed at kende og undgå disse 2 farlige giftplanter, men indtil man har haft alle disse forskellige skærmplanter i hånden og sammen med en erfaren plantekender har gennemgået ligheder og forskelle ville jeg nok vælge at undgå Skærmblomstfamilien (som er let at kende som gruppe på de karakteristiske blomsterskærme og snitdelte blade) og holde sig til de mange andre almindelige og letkendelige arter af "rodfrugter" som man kan få et mætende, sundt og velsmagende måltid ud af.

Jagten på c-vitamin i november

På jagt efter c-vitamin

- en sund øvelse i den danske vinternatur..

 
I denne øvelse skal vi prøve om det er muligt at hente den daglige dosis c-vitamin udenfor i naturen i november måned. Det gør vi konkret ved at se hvor mange gram hyben fra Hunderose (Rosa Canina) vi kan finde på 1/ 2 time.

 

Udover at lede efter c-vitamin er hensigten med øvelsen at inspirere til at komme udenfor og bevæge sig i lyset og luften, i selve arbejdstiden i skolen – især om vinteren, hvor man ellers kan risikere at komme til at være indenfor i alle dagens lyse timer, hvilket som bekendt ikke er sundt ...

 

Hunderose vokser her i vores område blandt andet i de levende hegn (”jorden rundt”), langs Ditlevvej og tilbage mod Ollerup.

 

Den er let at kende på de lysende røde bær og de lange, tornede grene (se også den gren fra planten som jeg har medbragt). På Fyn kaldes de "små røde grise" sikkert med henvisning dels til hybenets ovale form og dels på grund af at den rand i hybenets ene ende, som bægerbladene efterlader, ligner en grisetryne.

 

Vi deler klasse i 5 hold og opgaven er så at finde en dagsdosis c-vitamin i form af hyben på 1/2 time.

 

Dagsdosis c-vitamin er for en voksen officielt 60 mg (milligram) i Danmark, men de officielle anbefalinger for aber i USA er 55 mg per kilo legemsvægt. Speciallægen Knut Flytlie (”Vitaminrevolutionen”) anbefaler 1000 mg som ”Optimal daglig anbefaling” ODA i stedet for de 60 mg ADT (anbefalet daglig tilførsel).

 

Hyben indeholder ca. 470 mg c-vitamin per 100 gram (køligt klima og økologisk dyrkning øger f.eks. indholdet).

 

Når I kommer tilbage efter en halv times indsamling af hyben vejer I udbyttet og regner ud om I har fået skaffet Jer en dagsdosis c-vitamin.

 

De indsamlede hyben kan renses for frø og stilke og koges til suppe (sundest), anvendes til hybenmarmelade sødet med koncentreret æblesaft (også sundt) eller til syltetøj med tilsat sukker (mindre sundt). Man kan også lave hybensirup: Koge hybenene i en gryde med vand, derefter afkøle væsken inden man filtrerer det grove fra gennem et viskestykke. Den filtererede væske koges så igen sammen med noget sukker (rørsukker er sundest) indtil cirka en trediedel er fordampet.

 

Generelt bør man ikke anvende bær og andre overjordiske plantedele der har groet tæt på befærdede veje.

 

Spørgsmål til debat:

-          Var det muligt at indsamle en dagsdosis c-vitamin på den halve time?

-          Vil I vælge at lave mad af de bær I har indsamlet?

-          Er det rimeligt at bruge undervisningstid på sådan en øvelse?


Naturen netop nu - februar

Allerede her i de sidste dage af februar kan man begynde at plukke ramsløg i store mængder. Vi har plukket en skålfuld af dem i Tankefuldskoven ved Svendborg og brugt dem i en tærte: Blanceret i en smule saltet vand i et par minutter lagde jeg dem på en forbagt tærtebund og dækkede med en blanding af 4 æg, fåreyuoghurt og smuldret gedefeta, krydret med muskat, salt og peber.

Ramsløg kan muligvis forveksles med liljekonvaller, som er giftige. Med en flora i hånden kan man dog let overbevise sig om at det virkelig er ramsløg man står med i kurven, bl.a. lugter den skarpt, nærmest som hvidløg og har lange snoede bladstilke, så bladene (der er skinnende grønne) kommer til at vende undersiden opad.

Ramsløg vokser næsten altid i store bevoksninger i skovbunden, som kan lugtes vidt omkring... Når den blomstrer -  med blomster i en flad skærm på et langt trekantet skaft - i maj/juni er den ikke længere så god en grøntsag, men så har den også leveret store mængder grønt i en 3 måneder.

Hasselen er i fuld gang med at blomstre; lange gule og støvende rakler (hanblomster) og små ildrøde tunger ud af de fedeste kopper (hunblomster).

Gråpilen i mosen begynder så småt at få gæslinger.

Musviterne synger højt på lune solskinsdage: 2-3 enkle høje klare toner der dominerer lydbilledet.

Solsorten sider i lave buske og øver sig hviskende på sin kommende forårssang, der kommer til at blive udsendt meget højere i lydstyrke fta hustage ol.


Birkegrene kan springe ud...

Her sidst i januar kan man gå ud og skære grene af Birketræet; hvis man tager dem med hjem i varmen og sætter dem i vand, vil de springe ud og varsle om at foråret er på vej...


Birketræets kendetegn:

Birken kendes let på sin hvide stamme.


Birketræets naturhistorie:

Birken er et lystræ og et pionertræ – dvs. at den laver en masse frø, som spredes over alt og spirer let, således at hvis der kommer en lysning et sted i skoven, så vil det ofte vælte frem med birketræer. De vokser hurtigt op i de lyse omgivelser, men skygges efterhånden væk af de langsomtvoksende, men skyggegivende skyggetræer. Birken kan dog finde sig en mere varig niche i fugtigere områder, hvor skyggetræerne ikke gror så godt.


Birketræets kulturhistorie:

Birkens afskallende bark kan bruges til en masse ting: Indianerne lavede kanoer af den; man kan lave knivskeder af lange smalle stykker bark; i hungertider har man blandet inderbarken i melet.

Inden løvspringet i april kan man tappe birkesaft: man findet et birketræ der står i solen, skærer et skråt snit af en fingertyk gren, binder en flaske fast om stumpen og kommer tilbage nogle timer senere for at hente birkedrikken. Den er lidt sød, så man kan med fordel tætne omkring flaskens hals, så der ikke kravler alt for mange smådyr ned i saften...

Vidste du i øvrigt at
- birken har hvid bark for ikke at blive for tidligt opvarmet (og dermed sætte gang i saftstigningen) i det tidlige forår, hvor der er stor risiko for at frosten kommer tilbage og fører til frostsprængninger i barken?
- eller at nogle har sorte kviste og dun for netop at holde på varmen i de yderste skud, hvor skaden ved en frostskringning ikke er så fatal?


På jagt efter c-vitamin i december...
 I naturfag på 1. årgang på Lærerskolen arbejder vi her i december med sundhed, hvor målet bl.a. er at vi hver gang skal ude og lave ½ times moderat bevægelse samtidig med at vi lærer noget - altså en form for udeskole. I denne måneds Nyt fra naturen vil jeg gerne videregive en øvelse som jeg lavede, bl.a. inspireret af de lysende røde hyben af  Hunderoser som falder i øjnene når man går langs de sydfynske levende hegn her i december.

Øvelse i kosttilskud

I denne øvelse skal vi opfylde målet (om 1/2 halv times moderat motion om dagen ved at lave kvalificeret undervisning udenfor i bevægelse) ved at prøve at finde den daglige dosis c-vitamin udenfor i naturen i november måned.

Det gør vi konkret ved at se hvor mange gram hyben fra Hunderose (Rosa Canina) vi kan finde på 1/ 2 time.

Hunderose vokser her i vores område i de levende hegn (”jorden rundt”), langs Ditlevvej og tilbage mod Ollerup.

Den er let at kende på de lysende røde bær og de lange, tornede grene (se også den gren fra planten som jeg har medbragt). På Fyn kaldes de "små røde grise" sikkert med henvisning dels til hybenets ovale form og dels på grund af at den rand i hybenets ene ende, som bægerbladene efterlader, ligner en grisetryne.

Vi deler klasen i grupper på 3-4 i hver og opgaven er så at finde en dagsdosis c-vitamin i form af hyben.

Dagsdosis c-vitamin er for en voksen normalt 60 mg (milligram), men de officielle anbefalinger for aber i USA er 55 mg per kilo legemsvægt. Speciallægen Knut Flytlie (”Vitaminrevolutionen”) anbefaler 1000 mg som ”Optimal daglig anbefaling” ODA i stedet for de 60 mg. ADT (anbefalet daglig tilførsel).

Hyben indeholder ca. 470 mg c-vitamin per 100 gram (køligt klima og økologisk dyrkning øger f.eks. indholdet).

Når I kommer tilbage efter en halv times indsamling af hyben vejer I udbyttet og regner ud om I har fået skaffet Jer en dagsdosis c-vitamin.

Til allersidst sammenligner vi gruppernes høstresultater og hvilken dagsdosis de har valgt at basere sig på.
                                                                           Ingvar


Nu kan der plukkes de herligste urter i mark og skov...

Her i slutningen af maj er der for alvor kommet gang i væksten af de grønne urter, især dem der har overvintret og har oplagsnæring i rødder ol. som de kan investere i en hurtig vækst, f.eks. mælkebøtter.

Så nu er der optimale muligheder for at supplere middagen med et hurtigt hentet grønt tilskud fra naturen og fra haven. Det skal blot skylles og kan anrettes som hele blade på en tallerken som her. Mine børn vil gerne spise det og det giver anledning til en lille snak og læring om hvilke planter der hedder hvad - og i øvrigt også om, at andet end slik kan smage sjovt og lækkert...

På denne tallerken er der Sødskærm (klokken 6), som smager af lakrids (anis); en glimrende børnespiseplante, blot man kun lader dem plukke den i haven: Den er en del af den store skærmblomstfamilie hvoraf nogle er meget giftige og kan minde om Sødskærm.

Klokken  3 er der mælkebøtteblade; et spændende og anderledes smag. idet den er bitter uden at være for skrap.Bitterstoffer er desuden godt for immunforsvaret - og det kan der blive god brug for her i denne tid med hurtige vejrskifte mellem varme og kølighed, sol og regn...

Klokken 9 er det persille; saftfuld og kraftfuld og fuld af mineraler, som f.eks. jern.

Klokken 12 lidt forskellige krydderurter, bl.a. salvie - endnu en anderledes og spændende smag der afviger markant fra alt det søde og salte som vi mest får spist i vores moderne kultur.

Alt andet lige og i de store linier så stresser den mængde sødt og salt som vi spiser kroppens organer (specielt bugspytkirtlen, der skal knokle for at holde blodsukkeret nogenlunde stabilt trods hyppige og store sukkerindtag  - og så nyrerne, der skal holde saltbalancen under tilsvarende vanskelige vilkår) lige fra barnsben, så nogen af os allerede får problemer med dem som unge.

Men ved at vænne os (og de børn og unge som vi kommer i kontakt med) til nogle af de andre smage som naturen er så rig på (bittert, astringerende mv.) kan man rent bogstaveligt få smag for disse sekundære plantestoffer, som har en helt anderlede s gunstig virkning på vores fysiologi - men mindre de er giftstoffer, forstås...


Nu kan der plukkes ramsløg i store mængder
Nu er det tid til at plukke ramsløg og bruge dem som et vitaminrigt og velsmagende kosttilskud. De er lette at plukke og lette at tilberede. Ramsløg gror ofte i enorme mængder i løvskov om foråret - den her kurvfuld er plukket på få minutter i Tankefuldskoven, ved kysten  vest for Svendborg. Lige nu dufter hele skoven kraftigt af denne løgplante. Den har lidt kvaliteter som hvidløg, men man lugter ikke ad hvidløg bagefter...

OBS! Vær som altid sikker på hvad det er for en plante som du spiser: Ramsløg er ret karakteristisk (se florabøger), men kan godt forveksles med den giftige liljekonval.

Ramsløg som hovedret...
Vi skyllede bladene, kogte dem en 3-4 minutter i lidt letsaltet vand og kom dem i ovnen sammen med ost og en "smørbolle".

Det kom der efter en 10 minutters tid det her ud af: En hurtig og mættende ret, som  2 børn oven i købet elskede at spise!

Ramsløg er en af de få vilde danske planter som man kan lave et reelt mættende måltid ud af på friluftslivsturen.