Vandrette klatre- og aktivitetsbaner i nærmiljøet

Vandrette klatre- og aktivitetsbaner i friluftslivsundervisningen 

-       et trænings- og udviklingsforløb over 6 lektioner (3 uger)

  Formålet med forløbet er at vise, hvordan man kan lave adventureaktiviteter i en skoles nærmiljø; adventureaktiviteter som ikke kræver instruktøruddannelser, dyrt grej og flere lærere, men som alligevel kan aktivere og udfordre klasser (motorisk, mentalt og samarbejdsmæssigt) i timevis udendørs året rundt


Målet med forløbet er

-       at afprøve og videreudvikle 3 forskellige former for klatre- og aktivitetsbaner, som kan bruges som en aktivitet i friluftslivstimer: Vandret klatrebane, svævebane og sansebane

-       at hver enkelt får tid og mulighed for at lære at sætte banerne op på en måde, så man er i stand til at gøre det selv en anden gang

-       udstyrstjek: At vi får gennemgået og ordet alt udstyret til rebbanerne i depotet, så hver enkelt på holdet bliver fortrolig med det og så det bliver lagt pænt og systematisk på plads igen

 

Materialer: Fagets udstyr til rebbaner i loftsdepotet + eventuelle nyindkøb

 

Rammer: Ideen er at rebbanerne skal være

-       så enkle at lave som muligt, mht. materialer, stik mv

-       så billige, så også små skoler vil kunne afsætte pengenne

-       designet, så en enkelt person kan sætte en bane op på et par timer

-       under 2 meters faldhøjde, så de er ufarlige, men ikke uspændende...

-       opbyggede til at kunne holde en klasse eller et hold (20 – 30 mennesker) i moderat til høj grad af aktivitet i et par timer

 

Den vandrette klatrebane

 

Den vandrette klatrebane kan laves på mange forskellige måder – hver vil jeg beskrive 2 måder, som vi har haft gode erfaringer med.

 

Begge måder begynder på denne vis:

 

Find 5 kraftige træer der står nogenlunde i række og med en passende afstand imellem sig (i størrelsesordenen 4-8 meter).

 

Til banen bruges to 50 meters 16 mm. polypropylen reb, der sættes op med det ene 1/2 meters penge over jorden og det andet 1½ - 2 meter højere oppe.

 

Banen laves således, at de 2 reb er stramme og parallelle mellem de 2 første træer, så krydser de hinanden imellem de 2 næste træer, så er det nederste reb stramt og det øverste slapt og til sidst er det nederste slapt og det øverste stramt imellem de 2 sidste træer.

 

Rebene skal sættes sådan, at de ikke kommer til at røre jorden, heller ikke efter at der har været 50 mennesker igennem banerne; det er især her udfordringen ligger. Udfordringer er også at lave banerne så det lever op til dette krav med brug af så enkelt et udstyr som muligt + ikke mindst uden at skade træerne! Med hensyn til det sidste kan man sætte tæppestumper ol. op imellem rebet og barken.

 

Banen startes ved at man laver et stik rundt om det første træ i 1/2 meters højde; stikket skal være enkelt at lave, holdbart og ikke mindst let at løsne efter belastningen med mange mennesker på rebbanen.

 

Efter vores hidtidige erfaring er det bedst med 2 enkelte halvstik  eller et tømmerstik som start på rebbanen.

 

Efter at have lavet start-stikket trækkes rebet (gerne i form af en ende + et kvejl) hen til næste træ, og det er så her de 2 måder adskiller sig.

 

Første metode:

 

Rebet fastgøres til nummer 2 træ i en tilsvarende højde med et baghåndsknob. Jo flere runder rundt om stammen der er i baghåndsknobet, jo strammere bliver stikket; jeg vil i hvert fald anbefale 2 runder.

 

Udfordringen for banebyggerne er her at få trukket rebet stramt nok op imellem de 2 træer: Efter min erfaring er det svært at gøre alene, men vi inddrager flere fra holdet i opstramningen og som ene lærer kan man jo inddrage sine elever i opstramningen; det er reelt en opgave som kræver samarbejde og tydeligt viser, hvor meget mere man kan i fællesskab J

 

Efter at have lavet baghåndsknobet føres rebet enten direkte videre mod næste træ, eller baghåndsknobet afsluttes med et dobbelt halvstik.

 

På det sidste træ i banen kan der lukkes og slukkes med en serie baghåndsknob, der afsluttes med et dobbelt halvstik.

 

Når det nederste reb er monteret hele vejen igennem, så begynder man igen ved starttræet og monterer det øverste reb efter samme opskrift; det er noget sværere, fordi rebet skal sættes fast højere oppe på stammerne.

 

Denne enkle grundmodel af en vandret klatrebane kan udbygges og varieres alt efter de lokale muligheder – og efter fantasi og opfindsomhed!

 

Anden metode:

 

I den anden metode bruges der slynger til at fæstne rebet til nummer 2 træ, og karabiner til at stramme rebet op imellem de to første træer. Denne metode endte en gruppe studerende, der lavede projekt over emnet, med at bruge, fordi den efter deres erfaringer var den letteste og hurtigste måde, såvel til at sætte rebbanen op som til at pille den ned igen.

 

Slyngerne monteres på nummer 2 træ, således at tovet kan føres igennem og trækkes tilbage mod træ nummer et.

 

Godt en meter fra træ nummer to tager man fat i tovet her og snor det en 2-3 gange lodret opad.

 

Øverst i denne snoning dannes der en løkke, som rebet kan føres igennem og tilbage igennem slyngen på træ nummer 2; på denne måde kan rebet strammes op ved så at sige at trække løkken på rebet og slyngen på træet nærmere mod hinanden.

 

Svævebanen

 

Her bruges et 25 meter langt og 8 mm. tykt ”Dyneema admiral” reb, der næsten er som en stålwire, til selve det stykke, som taljeblokken med hjul ruller på. Dette reb fæstes til rebstrammeren, der igen fæstes til et af de sorte statiske klatrereb

 

Vi sætter banen op imellem klatretårnet og et træ i hegnet på den anden side af plænen.

Dyneema-rebet fæstes til den øverste platform i klatretårnet med et pælestik og til træet i den anden ende, for eksempel på følgende måde: Rebet føres rundt om og holdes stramt ud fra træet af en 3-4 personer, der går rundt om træet mens de holder rebet stramt, således at rebet vikles stramt om træstammen, hvor friktionen i barken hjælper til at holde rebet stramt og på plads.

 

Der afsluttes så med et stik – gerne sikret med en karabin – i cirka 2 meters højde oppe i træet.

 

Omkring rebstrammeren kan der monteres et autodæk, som virker som bremse eller stopklods, når man kommer susende hertil på svævebanen.

 

Man kan også – hvilket nok er bedst - lave rebbanen således, at den kommer til at bue passende nedad på midten (når det er nogen der bruger den), således at man som bruger på rebbanen får fart på i starten, hvor det går nedad oppefra, og bremses mod slutningen, hvor det går opad igen.

 

I risikovurderingen af denne bane skal vi blandt andet forholde os til: At man kan falde ned fra tårnet; at man kan komme til at slippe grebet på svævebanen mens man stadig er forholdsvist højt oppe og i forholdsvis høj fart; at man kan få ret kraftige træk og vrid, hvis stoppet er for brat.

 

Sansebanen

Sansebanen består grundlæggende af et tyndt, langt reb, som føres igennem et område, således at dem der følger rebet igennem området får sig en række sansemæssige oplevelser og motoriske udfordringer.

Deltagerne kan sendes enkeltvis igennem banen med bind for øjnene, hjulpet af en seende makker.

Eller de kan sendes enkeltvis igennem banen med bind for øjnene og uden makker.

Og de kan sendes igennem som et team, hvor alle er blinde men hjælper hinanden. Eller som et team, hvor medlemmerne har forskellige handicaps: Blindhed, stumhed eller ikke at kunne bruge den ene arm, som de så hjælper hinanden med at overvinde og i fællesskab løse opgaven.

De sansemæssige oplevelser på banen kan forstærkes ved, at man har sat forskellige effekter fast på rebet, som de blinde deltagere så skal opleve – og eventuelt få point for at beskrive eller gætte – undervejs.

Man kan også sætte ringe på rebet og laderne deltagerne konkurrere om, hvem der hurtigst kan føre ringen igennem banen fra start til slut.

Aktiviteter på banerne:

Når vi har sat de baner op, som vi har bestemt os for, så gennemgår og gennemdrøfter vi banerne, med henblik på en risikovurdering af hver af banerne og med henblik på at finde på og udvælge, hvilke aktiviteter eleverne skal lave på banerne.

Vi skal også beslutte, om vi vil gennemgå og demonstrere banen for eleverne, før de sendes ud på den, eller om de skal sendes igennem en mere eller mindre ukendt bane.

Vi skal også organisere, hvordan vi selv placerer os rundt omkring på banen.

Når alt er klart og eleverne er kommet, så kunne vi sende dem igennem banerne i form af en 3-trins-raket:

Først sendes eleverne enkeltvis ud på og igennem banen.

Dernæst skal de igennem den samme bane, men nu som et team.

Til sidst skal teamet igennem banen, men nu med forskellige handicaps – for eksempel blindhed, stumhed eller det ikke at kunne bruge den ene arm.

Vi kan også sende nogle af gæsterne – for eksempel efterskoleelever -  igennem banen i mørke, kun oplyst af spredte fakler ol.

Organiseringen af vores forløb, november 2011

 

1.    Vi gennemgår mine skitser og ideer til banerne, og holdet tænker med på dem

2.    Vi beslutter, om vi vil invitere elever fra de lokale skoler til at komme og prøve banerne – og i givet fald hvem hvornår

3.    Vi gennemgår udstyret og træner de knob, som skal bruge, så alle på holdet kan dem

4.    Vi sætter en vandret klatrebane op ud fra den skitse vi er blevet enige om at afprøve – på en sådan måde, så alle på holdet får hænderne i det

5.    Vi afprøver selv banens brugbarhed og holdbarhed og hvor mange forskellige måder, man kan lave aktiviteter på og omkring den på + laver en skriftlig risikovurdering

6.    Vi noterer omhyggeligt banens opbygning, anvendelsesmuligheder og risikomomenter ned og skriver denne erfaringsopsamling ind i på vejledningssiden

7.    Vi laver en svævebane efter samme koncept

8.    Vi laver en sansebane efter samme koncept

9.    Vi laver en klatrebane langs den ene side af hasselnøddehegnet.

10. Vi laver EVENTUELT også en forhindringsbane i forbindelse med rebbanerne

11. Eleverne kommer og afprøver banerne.

12. Vi indsamler og samler op på elevernes oplevelser og erfaringer med banen.

13.  Vi piller det hele ned igen og lægger det omhyggeligt på plads

 

                                                                                                             Ingvar Haubjerg Nielsen